USA anbefaler nu at dække ansigtet til for at undgå smitte

USA’s regering anbefaler nu amerikanerne at dække deres ansigter til for at beskytte sig mod coronavirus.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, på et pressemøde sent fredag aften dansk tid.

Der er tale om en opfordring, ikke et påbud, understreger præsidenten.

Anbefalingen kommer fra de amerikanske myndigheder for sygdomskontrol og -forebyggelse (CDC).

Myndigheden understreger dog, at det ikke nødvendigt med en kirurgisk maske eller et andet medicinsk mundbind.

Og at tildække næse og mund kan ikke erstatte forholdsreglerne om at vaske hænder og holde afstand til andre mennesker.

Trump siger dog på pressemødet, at han ikke selv regner med at følge opfordringen om at dække sig til.

Meldingen fra de amerikanske myndigheder kommer, få timer efter at Michael Ryan, som er leder af WHO’s nødprogram, har sagt, at bredere brug af hjemmelavede masker i verdens befolkning kan være en måde at mindske spredningen af coronavirus.

/ritzau/Reuters