Over 400.000 melder sig arbejdsløse i Norge

412.000 er registreret som arbejdsløse i Norge, oplyser den norske arbejdsforvaltning (NAV).

Det høje tal skyldes de mange, der er blevet registreret som ledige under coronakrisen.

– Ved udgangen af marts var 301.000 personer registreret som fuldtidsledige, siger velfærdsdirektør Sigrun Vågeng.

Det svarer til 10,7 procent af de arbejdsføre nordmænd.

97.000 er registreret som delvis ledige.

– Vi har set en drastisk forværring af arbejdsmarkedet den sidste måned, siger Vågeng.

Samlet set er der for marts måned sket en stigning i antallet af arbejdsløse på 306.000 personer. Kun lidt over 100.000 var altså meldt arbejdsløse ved månedens start.

Vågeng siger, at de initiativer fra regeringen, der har lukket dele af Norge ned for at stoppe spredningen af coronavirus, har ramt enkelte erhvervsgrupper hårdt.

– Vi ser alligevel, at det spreder sig som ringe og rammer hele arbejdsmarkedet og dermed den norske økonomi hårdt, siger hun.

De nyeste tal fra USA viser, at cirka 10 millioner mennesker er blevet arbejdsløse de seneste to uger.

/ritzau/NTB