Dronning vil holde tale for briterne under coronakrise

Storbritanniens dronning Elizabeth II vil søndag aften adressere det britiske folk i tale om coronapandemien, der i øjeblikket rammer landet hårdt.

Det oplyser det britiske kongehus.

– Hendes majestæt dronningen har optaget en særlig udsendelse til Storbritannien og Commonwealth i forbindelse med coronavirusset, lyder det i en pressemeddelelse.

Den tv-transmitterede tale vil blive sendt klokken 21 dansk tid søndag aften.

Bortset fra sin årlige tale juledag er det yderst sjældent, at den nu 93-årige dronning adresserer det britiske folk direkte.

Talen er blevet optaget i Windsor Castle, hvor dronningen bor med prins Philip.

Meldingen fra det britiske kongehus kommer, kort efter at Storbritannien kunne notere en kedelig rekord i forbindelse med coronapandemien. Således er der det seneste døgn registreret 684 dødsfald blandt coronapatienter i landet.

Det er det hidtil højeste antal blandt briterne og en stigning på 23 procent i forhold til dagen før.

Fredag morgen var det samlede antal smittede oppe på 38.168 i Storbritannien.

/ritzau/Reuters