13 konservative partier i EU vil smide Orban på porten

13 konservative partier i Europa-Parlamentet samlet i gruppen EPP opfordrer i en fælles erklæring til at smide det ungarske regeringsparti Fidesz, der ledes af premierminister Viktor Orbán, ud af gruppen.

Det sker som en reaktion på, at Ungarns parlamentet tidligere på ugen gav Orban mulighed for at regere per dekret under coronakrisen.

Erklæringen om at kaste Fidesz ud af EPP-samarbejdet støttes af De Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kritikerne siger, at der ikke er en slutdato på den ungarske regerings beføjelser, og at det vil give Orban uhørt magt.

Ungarn er i forvejen suspenderet fra EPP – men ikke smidt ud – for landets hyppige indskrænkninger af retsstaten og de demokratiske institutioner.

/ritzau/