Tweet fra Trump sender oliepris på himmelflugt

Olieprisen har torsdag eftermiddag taget et gevaldigt hop, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har været ved tasterne på sin favoritplatform, Twitter.

Her annoncerer præsidenten, at han har talt med den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, i et forsøg på at få styr på oliepriserne.

Efter telefonsamtalen forventer Donald Trump, at Saudi-Arabien og Rusland vil reducere produktionen af råolie med ti millioner tønder om dagen.

– Har lige talt med min ven MBS (forkortelse for Mohammed bin Salman, red.) af Saudi-Arabien, som har snakket med Ruslands præsident Putin, skriver Trump på Twitter.

– Jeg forventer og håber, at de vil begrænse produktionen med ti millioner tønder og måske væsentligt mere, hvilket – hvis det sker – vil være fantastisk for olie- og gasindustrien, tilføjer han.

Umiddelbart efter tweetet steg prisen på råolie med over 25 procent, skriver blandt andet nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/