Trump: USA har snart dækket behovet for respiratorer

USA vil snart have dækket sit eget behov for respiratorer til viruspatienter, og når det sker, kan USA på et tidspunkt hjælpe andre lande ved at levere respiratorer til dem.

Det siger præsident Donald Trump på sit daglige pressemøde onsdag aften dansk tid. Han oplyser ikke, hvornår det hjemlige behov af respiratorer forventes at være opfyldt.

Apparaterne kan redde livet for Covid-19-patienter, som ikke ved egen kraft formår at trække vejret.

Guvernører i flere amerikanske delstater klager over, at deres hospitaler i øjeblikket ikke har respiratorer nok til at imødekomme det presserende behov, i takt med at indlæggelserne af virussmittede personer stiger.

Tidligere denne uge meddelte Ford Motor Company, at det i samarbejde med et selskab i General Electric-koncernen forventer at påbegynde en produktion af respiratorer omkring den 20. april.

I løbet af de efterfølgende 100 dage forventer parterne at kunne levere 50.000 lungemaskiner. Derefter – det vil sige i begyndelsen af juli – vil Ford og GE være i stand til fremstille 30.000 respiratorer om måneden.

Trump har desuden beordret General Motors til også at producere respiratorer.

/ritzau/Reuters