Sverige melder om 43 døde af coronavirus inden for døgn

I Sverige er der det seneste døgn registreret 43 døde som følge af coronavirus, oplyser den svenske sundhedsstyrelse torsdag.

Dermed når det samlede antal døde af den stærkt smitsomme sygdom Covid-19 op på 282 i Sverige.

Antallet af smittede er inden for et døgn gået op fra 4947 til 5466.

Anders Tegnell, der er epidemichef i den svenske sundhedsstyrelse, oplyser, at der torsdag er indlagt cirka 400 personer på intensivafdelinger.

Tegnell sagde allerede onsdag, at kurven med døde og smittede stiger for brat lige nu. Det var efter, at dødstallet var vokset til 59 på et døgn.

Dagen efter udtrykker Tegnell bekymring for de ældre. De udgør halvdelen af de indlagte med Covid-19.

– Vi får signaler fra først og fremmest Stockholm, men også andre dele af landet, at smitten kommer ind i ældreboliger, siger han ifølge TT.

Norge ligger i den anden ende i forhold til Sverige og delvist Danmark.

Her kan den norske sundhedsstyrelse torsdag melde om to døde inden for det seneste døgn.

Det bringer det samlede antal af døde efter smitte med coronavirus op på 44. Det svarer næsten til antallet af døde i Sverige inden for et døgn.

Der er indlagt 318 personer med smitte i Norge, og det er syv færre end onsdag.

Norge har reageret hurtigt på krisen.

Allerede 27. februar oplyste direktøren for den norske sundhedsstyrelse, Bjørn Guldvog, at hundredtusinder af nordmænd kunne blive smittet med coronavirus, og at det var nødvendigt at omstille hele hospitalsvæsnet til at klare sygdommen.

Det i en sådan grad, at der kunne blive behov for op mod 2000 intensivpladser på landets hospitaler, sagde han ifølge NTB.

/ritzau/