Peru indfører kønsopdelt udgangsforbud i kamp mod virus

Peru indfører kønsopdelt udgangsforbud i kampen mod coronavirus. Det oplyser Perus præsident, Martin Vizcarra.

Landet har i forvejen indført strenge regler om karantæne for at sænke spredningen af det smitsomme coronavirus.

Men nu indskærpes restriktionerne i det sydamerikanske land, så borgernes køn afgør, hvilke dage de må forlade deres hjem.

Mænd må således fremover kun gå udenfor mandag, onsdag og fredag, mens kvinder kun må forlade deres hjem tirsdag, torsdag og lørdag.

Alle skal blive hjemme søndag.

– Vi bliver nødt til at få færre mennesker på gaderne hver eneste dag, siger præsident Vizcarra på et pressemøde.

Han tilføjer, at det kønsopdelte udgangsforbud skal gøre det lettere for sikkerhedsstyrkerne i landet at kontrollere, at reglerne bliver overholdt.

Den nye restriktion gælder i første omgang frem til 12. april.

Udgangsforbuddet vil ikke påvirke folk, der forlader hjemmet på grund af en nødsituation, eller som har tilladelse til at arbejde under karantænen.

Det kan eksempelvis være folk, der arbejder med produktion, på et apotek eller i en bank.

/ritzau/Reuters