Nato fastholder Irak-mission trods raketangreb og virus

Nato holder fast i sin træningsmission i Irak, som dog for tiden er trappet ned på grund af coronavirus. Alliancen vil desuden undersøge, om den kan engagere sig yderligere i Mellemøsten og i Nordafrika.

– Missionen vil genoptage sine opgaver, så snart situationen tillader det, siger generalsekretær Jens Stoltenberg på et møde med Natos udenrigsministre.

Nato Mission Irak (NMI), som Danmark efter planen skal overtage ledelsen af senere i år, “fastholder en tilstedeværelse i Bagdad og fortsætter sit samarbejde med irakiske institutioner”.

Det bekræfter den danske udenrigsminister efter mødet.

– Trods den alvorlige situation med coronakrisen, som vi står i, så opretholder Nato sine kerneopgaver med en troværdig afskrækkelse og bidrag til international krisestyring, siger Jeppe Kofod (S):

– Herunder tæller Danmarks tilbud om at overtage ledelsen af Natos mission i slutningen af året. Hvis situationen tillader det.

Danmark har længe leveret et træningsbidrag i Irak. Det er sket via den internationale koalition.

Men 18. marts i år meddelte Forsvaret, at man ville stoppe med træningen, pakke sammen og sende de trænende soldater hjem fra basen al-Asad.

Det skete efter en periode med raketangreb på basen. Først blev missionen sat på pause, da Iran angreb i januar. Angrebene fortsatte senere.

Derpå tog spredningen af coronavirus til, og Irak udskød træningen for at rette fokus på inddæmning.

Forsvaret besluttede så at indstille træningsmissionen, mens det øvrige danske bidrag til Operation Inherent Resolve forbliver uændret.

Ifølge Stoltenberg har NMI fortsat en træning, men den er trappet ned.

Der er stadig planen, at Danmark, som altså nu har indstillet sin træning i den internationale koalition til bekæmpelse af Islamisk Stat ledet af USA, skal overtage rollen som leder af Natos træningsmission.

Nato har haft en træningsmission i Irak siden 2018. I en aftale med USA har Nato tilbudt at øge sin tilstedeværelse. Målet er, at Nato letter en del af byrden på den USA-ledede koalition, som bærer den tungeste del.

/ritzau/