Demokraterne udskyder valget mellem Biden og Sanders

Demokraterne udskyder den endelige afgørelse af, hvorvidt det er Joe Biden eller Bernie Sanders, der skal stille op mod Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg til november.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

På grund af udbruddet af coronavirus udsætter Demokraterne således det partikonvent i Milwaukee i Wisconsin, hvor partiets præsidentkandidat endeligt skal vælges.

Partikonventet skulle have været afholdt 13.-16. juli, men det bliver nu udskudt i mere end en måned til 17. august.

Det sker, efter at Joe Biden, der fører i kampen om at blive partiets præsidentkandidat, har opfordret til at udskyde konventet for at undgå at samle mange mennesker sammen under udbruddet af coronavirus.

Joe Solmonese, der er formand for det udvalg, der står for afviklingen af partikonventet, begrunder udskydelsen med hensynet til deltagernes sikkerhed.

– I det nuværende usikre klima mener vi, at det smarteste er at bruge ekstra tid på at vurdere, hvordan denne situation folder sig ud, så vi som parti kan afholde et sikkert og succesrigt partikonvent, siger han.

Udsættelsen er det seneste tegn på, at pandemien kommer til at få stor indflydelse på kampen om at blive USA’s næste præsident.

Mange amerikanere er af lokale og statslige myndigheder blevet bedt om at blive indendørs i forsøget på at begrænse smittespredning.

Det har medført, at de demokratiske kandidater i høj grad er begyndt at føre valgkamp online. Ligeledes har flere delstater udskudt primærvalg.

USA er lige nu det land i verden, hvor flest personer er bekræftet smittet med coronavirus. Flere end 200.000 er testet positiv.

Flere end 5000 mennesker har mistet livet som følge af coronavirus i landet.

Særligt hårdt ramt er delstaten New York med omkring 2000 dødsfald, heraf flest i New York City.

Ifølge den seneste prognose fra kDet Hvide Hus vurderes det, at pandemien kan koste mellem 100.000 og 240.000 amerikanere livet.

/ritzau/