Trump advarer amerikanerne om to hårde uger i viruskampen

USA står foran to “meget smertefulde uger” som følge af en stigning i coronavirustilfælde, siger præsident Donald Trump.

Trump beskriver pandemien som en “pest”.

– Jeg ønsker, at hver eneste amerikaner er forberedt til de vanskelige dage, som ligger forude, siger Trump på sit daglige pressemøde sent tirsdag aften dansk tid.

Han understreger vigtigheden af, at befolkningen følger de anvisninger for at mindske risikoen for at blive smittet, som regeringen har udstukket.

– Det er helt afgørende, at det amerikanske folk holder sig til retningslinjerne de næste 30 dage. Det er et spørgsmål om liv eller død, siger Trump på pressemødet ved Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/