Taiwan trumfer Kina – donerer tre gange mere coronaudstyr til EU

Taiwan giver løfte om at donere 10 millioner ansigtsmasker til lande, der er hårdest ramt af coronavirus. Langt hovedparten går til EU-lande, skriver avisen Financial Times.

Det er et skridt, der ventes at skabe vrede i Kina.

For det første fordi Taiwans donation er større, end Kinas egen, og for det andet fordi styret i Beijing insisterer på, at Taiwan er en del af Kina.

Taiwans præsident, Tsai Ing-Wen, siger, at hendes land har virussmitten under kontrol. Men pandemien vil aldrig høre op, medmindre den globale spredning hører op.

Hun siger, at Taiwan “er nødt til at spille med i en international dyst og bekæmpe pandemien sammen med andre lande”.

Til avisen oplyser Taiwans udenrigsministerium, at syv millioner ansigtsmasker vil blive sendt til EU – navnlig til de lande der er hårdest ramt.

Det er et løfte, der er tre gange større end Kinas.

EU-landene anerkender ikke Taiwan som et selvstændigt land og støtter en et-Kina-politik. Men EU vil sige ja tak til Taiwan.

– Vi hilser solidaritet velkommen, siger en EU-embedsmand til avisen.

– Kinesisk sensitivitet er helt klart involveret i det, konstaterer vedkommende.

EU venter stadig på, at det lovede udstyr fra Kina når frem. EU-Kommissionen sagde tirsdag, at forsyninger var klar til at blive afsendt “i de kommende dage” til Italien, der er hårdest ramt af coronavirus.

/ritzau/