FN ser pandemi som den værste krise siden Anden Verdenskrig

Coronaviruspandemien er den værste globale krise siden Anden Verdenskrig.

Det siger FN’s generalsekretær, António Guterres, tirsdag.

Generalsekretæren udtrykker samtidig bekymring for, at viruskrisen kan udløse konflikter rundt omkring i verden.

Guterres siger, at omfanget af krisen skyldes “en sygdom, der udgør en trussel for alle i verden”.

Samtidig har coronavirusset en “indvirkning på økonomien, som vil føre til en recession, der sandsynligvis ikke kan sammenlignes med nogen anden i nyere tid”.

– Kombinationen af de to kendsgerninger, og risikoen for at situationen øger ustabilitet, uro og konflikter, får os til at tro, at dette er den mest udfordrende krise, vi har oplevet siden Anden Verdenskrig, siger António Guterres til journalister.

FN, der har base i New York City, blev grundlagt i slutningen af krigen i 1945 og har 193 medlemslande.

/ritzau/AFP