FN-klimatopmøde udskudt på grund af coronavirus

FN’s klimatopmøde COP26, der skulle have fundet sted i den skotske by Glasgow i november, udskydes til 2021 på grund af coronavirus.

Det bekræfter den britiske regering i en meddelelse onsdag aften.

Beslutningen er taget i samråd mellem FN’s klimasekretariat (UNFCCC), Storbritannien og Italien, skriver regeringen. COP26 skulle arrangeres i fællesskab af de to lande og UNFCCC.

Formålet med årets klimamøde var primært at få landene til at skærpe deres nationale klimamål. Det har de givet tilsagn om i forbindelse med klimaaftalen fra Paris.

Udskydelsen sker, fordi mange af verdens lande i øjeblikket kæmper med konsekvenserne af coronavirus. Det vil derfor ikke være muligt at holde et ambitiøst klimatopmøde på ordentlig vis, lyder det i meddelelsen.

– Covid-19 er den mest akutte fare, menneskeheden står overfor i dag, men vi må ikke glemme, at klimaforandringer er den største fare, menneskeheden står overfor på lang sigt, lyder det fra chefen for FN’s klimasekretariat, Patricia Espinosa.

Den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S), skriver på Twitter, at det selvsagt er trist, at COP26 må udskydes, men at han bakker op om beslutningen.

– Faren var, at forberedelserne ville blive for mangelfulde og resultaterne ikke ambitiøse nok. Jeg håber, processen hurtigt kan komme tilbage på sporet, skriver han.

Der er endnu ikke sat en dato på for, hvornår i 2021 klimatopmødet kan holdes.

At rykke topmødet til en ny dato vil give mere tid til forberedelserne.

/ritzau/