EU-Kommissionen vil holde nøje øje med Ungarns coronatiltag

Flere EU-lande indfører vidtrækkende nationale tiltag for at mindske spredningen af coronavirus.

Det er tiltag, som er nødvendige i en krisetid, men som kun må være midlertidige – og bestemt ikke underminere demokratiet.

Sådan lyder det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en erklæring tirsdag.

– Det er yderst vigtigt, at nødforanstaltningerne ikke er på bekostning af vores grundlæggende værdier som beskrevet i traktaterne.

– Eventuelle tiltag skal begrænses til, hvad der er nødvendigt – og det må ikke vare på ubestemt tid. Desuden skal regeringerne sørge for, at sådanne foranstaltninger er underlagt regelmæssig kontrol, siger hun.

EU-Kommissionen vil holde nøje øje med og analysere de tiltag, som EU-landene tager for at mindske spredningen af coronavirus.

Det er især Ungarn, der vil blive holdt ekstra godt øje med. Det siger en talsmand for EU-Kommissionen tirsdag.

Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, fik mandag vedtaget en ny lov, som gør det muligt for regeringen at lede landet uden at spørge parlamentet.

Det kan den gøre, så længe den vil, skriver nyhedsbureauet TT.

Loven gør det også muligt for regeringen at forlænge den undtagelsestilstand, der oprindeligt blev indført 11. marts og skulle gælde i to uger. Regeringen kan i princippet forlænge den uden slutdato.

Men det er et problem, hvis medlemslande tager sådanne foranstaltninger, som ikke lever op til EU’s værdier, siger von der Leyen.

– Vi lever i ekstraordinære tider, og regeringer skal have de nødvendige redskaber til at handle hurtigt og effektivt for at beskytte vores borgeres sundhed.

– EU-Kommissionen vil i samarbejde nøje overvåge anvendelsen af tiltag i alle medlemslande. Vi er nødt til at arbejde sammen for at mestre denne krise. Undervejs skal vi opretholde vores europæiske værdier og menneskerettigheder, siger hun.

/ritzau/