Gantz beder om samlingsregering i coronaramt Israel

Oppositionsleder Gantz er valgt til formand for Israels parlament og åbner op for en samlingsregering.

Israels oppositionsleder, Benny Gantz, er torsdag overraskende blevet valgt som formand for det israelske parlament, Knesset.

Det kan bane vej for en samlingsregering med en form for rotationsordning, hvor Gantz og den mangeårige premierminister Benjamin Netanyahu skiftes til at sidde på premierministerposten.

– Det er en usædvanlig tid, og det kalder på usædvanlige beslutninger, siger Gantz i en tale i Knesset, efter at han var blevet valgt som formand.

– Derfor har jeg i sinde at udforske muligheden for at danne en krise-samlingsregering, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gantz blev valgt til parlamentsformand med stor opbakning fra Netanyahus parti, Likud, men kun med delvis opbakning fra sit eget parti, Blåt og Hvidt.

Her er ikke alle enige i, at man skal indgå aftaler med en premierminister, der er anklaget for korruption og svindel – anklager, som han afviser.

Israel har på mindre end et år holdt tre valg, som alle er endt med et mudret resultat, der hidtil ikke har gjort det muligt at danne en regering.

På grund af udbruddet af coronavirus har Netanyahu så foreslået at danne en national “nødregering” sammen med Gantz.

Oppositionslederen, der torsdag indtog formandsposten i parlamentet, siger, at han også stræber efter at danne en samlingsregering på grund af den krise, der er udløst af coronaudbruddet.

– Israel står over for et stigende antal smittetilfælde (med coronavirus, red.), og antallet af ofre stiger dagligt, siger Gantz.

Også Israels præsident, Reuven Rivlin, har presset på for, at de to politiske rivaler skulle gå i regering sammen.

Oprindeligt havde Gantz udelukket at skulle regere landet sammen med Netanyahu.

Et enkelt medlem af Netanyahus højrefløjskoalition, forsvarsminister Naftali Bennett, har torsdag offentligt lykønsket både Netanyahu og Gantz med at være nået til enighed om en samlingsregering.

Men der er ikke nogen officiel melding endnu om, at en aftale er indgået.

/ritzau/Reuters