Aktierne styrtdykker på Wall Street under corona-uro

Verdensøkonomien bevæger sig ud på ukendt farvand på grund af virus. Uroen giver rekordfald på Dow Jones.

Uro omkring coronavirussets økonomiske konsekvenser har udløst store aktiefald både i USA, Danmark og resten af verden.

Målt på point har Dow Jones-indekset således oplevet det største fald nogensinde på én enkelt dag. Det står klart ved lukketid sent torsdag dansk tid.

Indekset faldt med 1200 point til 25.766,64 point. Det svarer til et fald på 4,4 procent.

Dow Jones har dog oplevet væsentligt større fald målt på procent før, blandt under “Sorte Mandag” i 1987, hvor aktiemarkedet faldt med 23 procent på én dag, eller under finanskrisen i 2008.

Samtidig er oliepriserne faldet til deres laveste niveau i over i et år.

– Denne plages udvikling er endnu ukendt, og derfor kan man ikke sige noget om dens økonomiske effekter. Man kan kaste med terningen, men det vil forblive gætværk, siger Brian Battle, direktør for aktiehandel ved Performance Trust Capital Partners.

Imens har Verdenssundhedsorganisation, WHO, advaret om, at ingen lande bør gøre den “fatale fejl” at antage, at de ikke vil opleve virustilfælde.

Dow Jones Industrial Average er et amerikansk aktieindeks, der består af 30 betydende, børsnoterede amerikanske selskaber.

Dow Jones-indeksets medlemmer bliver valgt af et ekspertpanel og er skiftet markant gennem årene.

Indekset er et af de ældste og mest fulgte aktieindeks i verden.

/ritzau/Reuters