22 tyrkiske soldater er dræbt under optrapning i Idlib

Tyrkiet har indledt angreb mod det syriske regime, efter at tyrkiske soldater torsdag er dræbt i luftangreb.

22 tyrkiske soldater er torsdag blevet dræbt i et luftangreb i den syriske provins Idlib.

Det oplyser Rahmi Dogan, der er guvernør i Hatay-provinsen i Tyrkiet, som grænser op til Syrien, i en tv-meddelelse torsdag aften.

– Det er en skam, at jeg må oplyse, at antallet af døde er steget til 22, siger guvernøren, der tidligere havde oplyst, at ni soldater var dræbt.

Han tilføjer, at flere tyrkiske soldater er blevet såret under angrebet, og at de er bragt til behandling i Tyrkiet. Det præcise antal sårede oplyser han ikke.

Tyrkiet anklager det syriske regime for at stå bag angrebet.

Derfor har de tyrkiske styrker sent torsdag aften indledt en række angreb mod flere syriske mål.

Det oplyser den tyrkiske præsident Erdogans kommunikationschef, Fahrettin Altun, i en pressemeddelelse.

– Flere af regimets kendte mål og flere endnu vil blive angrebet fra luften og fra jorden.

– Vi opfordrer det internationale samfund til at leve op til sine forpligtelser, opfordrer han videre.

/ritzau/AFP