FAKTA: Irlands underhus hedder Dáil Éireann

Efter lørdagens parlamentsvalg i Irland er det venstrenationalistiske parti Sinn Féin blevet næststørst med 37 ud af 160 pladser i parlamentets underhus, Dáil Éireann.

Imens vinder de to centrum-højrepartier Fianna Fáil og Fine Gael henholdsvis 38 og 35 pladser.

Bliv klogere på parlamentsvalget her:
* Den irske nationalforsamling, Dáil Éireann, har 160 repræsentanter. De vælges for op til fem år ad gangen.

* Lørdag skulle der vælges 159 repræsentanter fra 39 valgkredse. Nationalforsamlingens leder får automatisk fornyet sit mandat.

* Der vælges mellem tre og fem repræsentanter fra hver kreds.

* Fine Gael har haft magten i Irland siden 2011. Siden 2017 har den nuværende premierminister, 41-årige Leo Varadkar, siddet på posten.

Centrum-højrepartiet har sit udspring i den alliance, som i 1921 støttede en aftale med briterne om traktaten om Den Frie Irske Stat.

Fine Gael blev grundlagt i 1933.

* Fianna Fáil tilhører også centrum-højre. Partiet har historisk været det største parti i republikken.

Partiet blev i 1926 stiftet af Éamon de Valera, som blev Irlands første premierminister.

Fianna Fáil var imod aftalen med briterne og ønsker fuld selvstændighed.

* Sinn Féin er nu det andetstørste parti. Partiet er aktivt på begge sider af den irske grænse og ønsker at genforene øen Irland.

Historisk har Sinn Féin været tilknyttet undergrundshæren IRA, som i lang tid kæmpede mod det britiske styre i Nordirland.

Sinn Féin blev grundlagt i 1905.

Kilder: NTB, Reuters, AFP

/ritzau/