Lega-partiet har kurs mod fejlslagent regionalvalg i Italien

Lederen af det højreorienterede Lega havde truet med at vælte Italiens regering, hvis han vandt regionalvalg.

Det højreorienterede parti Lega ser ud til at mislykkes i forsøget på at vinde et afgørende regionalvalg i Italien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af valgstedsmålinger og den foreløbige optælling af stemmer efter regionalvalget i Emilia-Romagna søndag.

Legas leder, den tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, havde truet med, at han ville vælte Italiens svage koalitionsregering, hvis hans parti vandt regionalvalget.

Salvinis håb var at sikre Lega en jordskredssejr i Emilia-Romagna, som han ville kunne bruge til at kræve et nyt parlamentsvalg i Italien.

Men en høj valgdeltagelse ser ud til at have givet de siddende centrum-venstre politikere i regionen en fordel.

Det var ellers ventet, at regionalvalget ville styrke Lega, hvilket kunne forværre den allerede eksisterende politiske krise i landet.

Premierminister Giuseppe Contes koalitionsregering står svagt.

Og den mest stabiliserende faktor for koalitionen er ifølge nyhedsbureauet Reuters en fælles frygt for et hurtigt valg, som ville kunne betyde en succes for Liga og Matteo Salvini.

Regeringskoalitionens største parti er Femstjernebevægelsen, som er plaget af interne stridigheder, der i januar har fået Luigi Di Maio til at trække sig som partiets leder.

Lega, som frem til efteråret sidste år var allieret med Femstjernebevægelsen, står i dag langt fra den tidligere alliancepartner.

/ritzau/