To patienter i Malmø testes for coronavirus

Læger i Malmø tester for mulig coronasmitte. Tidligere mistanker om smitte i Sverige har været falsk alarm.

To patienter, der er indlagt på et hospital i den sydsvenske by Malmø, testes for mulig smitte med coronavirus.

Det skriver avisen Sydsvenskan søndag aften.

De to patienter holdes i isolation på Skånes universitetssygehus i Malmø.

– Vi er meget rundhåndede med at tage prøver af folk, som har været og rejst i Kina, og som kommer hjem med luftvejssymptomer. Det har vi været ganske generøse med, også selv om de ikke har været i brændpunktet, Wuhan, siger læge Eva Gustafsson til avisen.

Isolation er rutine, når der er tale om patienter, som kan bære på mulig smitte med alvorlig sygdom, tilføjer hun.

Tidligere har lægerne haft mistanke om coronavirus i Sverige, men hidtil har ingen prøver vist, at nogen patienter bar på smitten.

Blandt andet er to patienter tidligere blevet testet for virusset i Skåne, men prøverne var negative, skriver Sydsvenskan.

Svaret på de prøver, der er taget på de to patienter, som nu er indlagt i Malmø, ventes klar i løbet af mandagen.

Eva Gustafsson tilføjer over for Sydsvenskan, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til bekymring for, om coronavirusset er kommet til Sverige.

Hidtil er der kun bekræftet tre tilfælde af coronavirus i Europa. Det er i Frankrig, hvor sundhedsmyndigheder tidligere på ugen oplyste, at tre patienter er smittet og modtager behandling.

/ritzau/TT