FAKTA: Våbenreglerne i USA er forskellige fra stat til stat

Retten til at eje og bære våben er en del af USA's forfatning og har været det siden 1791.

I den amerikanske delstat Virginia er der mandag demonstrationer mod strammere våbenlovgivning.

Forud for protesterne, som finder sted i statens hovedstad, Richmond, har guvernøren erklæret undtagelsestilstand, da der er formodning om, at en bevæbnet gruppe planlægger at “storme” regeringsbygningen.

Læs mere om våbenlovgivningen, som er baggrund for protesterne, her:
* I 1791 blev det skrevet ind som en tillægsparagraf til USA’s forfatning, at personer i USA har ret til at eje og bære våben.

* I dag kan personer over 18 år købe rifler og ammunition. Alle andre skydevåben, herunder eksempelvis håndvåben, bliver kun solgt til personer, der er mindst 21 år.

* Der er dog nogle undtagelser for, hvem der må eje og bære våben. Det gælder eksempelvis kriminelle, mentalt ustabile personer og personer uden amerikansk statsborgerskab.

* Våbenlovgivningen er imidlertid ikke helt ens på tværs af USA, da staterne har lov til at lave egne tilføjelser til reglerne. Derfor kan der være stor forskel på, hvor striks lovgivningen er fra stat til stat.

* I Virginia blev det torsdag vedtaget at stramme lovgivningen på flere områder.

* Derfor skal alle folk i staten, der ønsker at købe våben, igennem et baggrundstjek, ligesom at de maksimalt må købe ét håndvåben om måneden. Derudover får lokale myndigheder ret til at forbyde våben fra bestemte offentlige bygninger og områder.

* I dag kan private sælge deres våben, uden at køberen skal igennem et baggrundstjek, som ellers er et krav ved køb hos registrerede sælgere.

* Desuden er det forventet, at der snart bliver vedtaget lovgivning i Virginia, som tillader domstole og politi at fjerne våben fra personer, som bliver betragtet som farlige for lokalsamfundet.

* Modstandere af strammere våbenlovgivning betragter disse tiltag i Virginia som forfatningsstridige og demonstrerer derfor imod dem.

Kilder: BBC, Reuters, AFP, dpa og Deutsche Welle.

/ritzau/