Antallet af personer i Kina smittet med mystisk virus stiger

I byen Wuhan i det centrale Kina er yderligere 136 personer bekræftet syge af sars-lignende virus.

Sundhedsmyndigheder i den kinesiske by Wuhan har i weekenden registreret 136 nye tilfælde af et sars-lignende virus, som indtil videre har kostet to mennesker livet.

Det oplyser byens sundhedskommission.

Desuden er der i to andre provinser i Kina registreret tre tilfælde af virusset fordelt på et tilfælde i provinsen Guangdong og to tilfælde i hovedstaden Beijing.

Det er uvist, hvorfra virusset stammer, men det menes at komme fra et fiskemarked i Wuhan.

Desuden er der konstateret tre tilfælde af virusset i udlandet. To i Thailand og et i Japan. I begge lande har myndighederne udtalt, at det drejer sig om besøgende fra Wuhan.

Det nye virus er et corona-virus og menes at være i familie med virusset sars, der kostede hundredvis af mennesker livet i Kina og Hongkong mellem 2002 og 2003.

Der er ifølge de kinesiske myndigheder indtil videre ikke fundet tegn på, at virusset smitter mennesker imellem. Men det kan ikke afvises.

/ritzau/Reuters