Før fredsmøde blokerer libyske oprørere for olieeksport

Styrker loyale over for Khalifa Haftar blokerer havne til olieeksport. Tab på 370 millioner kroner om dagen.

Styrker, der er loyale over militslederen Khalifa Haftar, har lørdag blokeret for eksporten af olie gennem Libyens vigtigste havne.

Det oplyser det nationale olieselskab.

Det lægger yderligere pres på de fredsforhandlinger mellem de libyske parter, som skal finde sted søndag i Tysklands hovedstad, Berlin.

Blokeringen af havnene vil få den daglige produktion af olie i Libyen til at falde fra 1,3 millioner tønder til en halv million tønder. Det giver et tab på 55 millioner dollar (370 millioner kroner) om dagen. Det oplyser olieselskabet.

De libyske udskibningshavne i det nordøstlige Libyen har været kontrolleret af Haftar siden 2016. Han og hans milits fra det østlige Libyen fører krig mod den FN-anerkendte regering i Tripoli i vest. I ni måneder har militsen forsøgt at indtage byen.

En gruppe tæt på Haftar havde opfordret til at blokere udskibningshavnene for at protestere mod, at Tyrkiet har sendt soldater for at støtte regeringen i Tripoli.

Efter Natos militære offensiv i Libyen i 2011, hvor danske kampfly deltog, for at afsætte landes enerådige leer, Muammar Gaddafi, har landet udviklet sig til en fejlslagen stat.

Det har ført til indgriben udefra. Russiske lejesoldater kæmper sammen med Haftars milits. Tyrkiet på den anden side forsøger at holde regeringen i Tripoli ved magten.

Forbundskansler Angela Merkel har inviteret FN og flere stormagter til Berlin søndag. Hun vil forsøge at få lande til at love, at de ikke vil blande sig i den libyske konflikt.

I Berlin ventes både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at dukke op sammen med ledere fra Frankrig og Storbritannien.

/ritzau/AFP