Tidligere anklager fra Clinton-sag ventes at forsvare Trump

Kenneth Starr ledte undersøgelse, der førte til rigsretssag mod Clinton. Nu ventes han tilbage i ny rigsret.

Kenneth Starr, der ledte undersøgelsen, som førte til en rigsretssag mod præsident Bill Clinton i 1998, ventes at blive en af Donald Trumps forsvarere i den kommende rigsretssag mod USA’s præsident.

Det rapporterer CNN og andre amerikanske medier. De citerer kilder tæt på sagen.

Ud over Starr ventes rådgiveren i Det Hvide Hus Pat Cipollone og Trumps advokat Jay Sekulow at blive en del af præsidentens forsvarshold,
Det samme vil Trumps rådgiver Pam Bondi og den tidligere særlige anklager Robert Ray.

Starr blev i starten af Bill Clintons periode som præsident i 1990’erne udpeget som særlig anklager. Han skulle undersøge en ejendomshandel i Clinton-parrets hjemstat, Arkansas, og omstændighederne ved vennen og rådgiveren Vince Fosters selvmord.

Flere år senere udvidede Starr sagen til at omhandle, om Clinton havde løjet, da han benægtede at have haft et seksuelt forhold til en praktikant i Det Hvide Hus, Monica Lewinsky.

Det førte til en rigsretssag mod Clinton i december 1998. Det endte med et stort nederlag for de republikanere, der forsøgte at får Clinton afsat.

Trump er i den aktuelle sag anklaget for forsøg på at afpresse et andet land – Ukraine – til at grave snavs op om Joe Biden. Den tidligere demokratiske vicepræsident er Trumps mulige modstander ved præsidentvalget senere i år.

Han anklages også for at have forhindret centrale dokumenter og vidner i at indgå i sagen.

Rigsretssagen indledes i næste uge i Senatet i Washington.

/ritzau/