Ukraine undersøger mulig overvågning af USAs eksambassadør

Ukraine vil nu undersøge, hvorvidt Donald Trumps allierede overvågede nu fyret ambassadør i Kijev.

Blev USA’s nu tidligere ambassadør i Ukraine Marie Yovanovitch udsat for ulovlig overvågning, inden hun blev fjernet fra sin stilling?

Det vil ukrainsk politi nu undersøge, og derfor er der indledt en efterforskning af sagen.

Det skriver en række internationale medier, heriblandt Politico, New York Times og Washington Post.

Meldingen kommer, efter at en stribe tekstbeskeder, der blev sendt til og fra Lev Parnas, blev offentliggjort i Repræsentanternes Hus tirsdag.

Lev Parnas er ansat af præsident Donald Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, og arbejdede tilsyneladende aktivt for at få fjernet Marie Yovanovitch fra stillingen.

En korrespondance mellem Lev Parnas og en anden mand fra marts 2019 indikerer ifølge New York Times, at sidstnævnte var i kontakt med personer, der overvågede ambassadøren.

Sagen får nu de ukrainske myndigheder til at indlede en efterforskning.

– Ukraine kan ikke ignorere den slags ulovlige aktiviteter på vores territorium.

Det skriver det ukrainske indenrigsministerium i en meddelelse.

Ministeriet understreger, at efterforskningen ikke er et forsøg på at blande sig i amerikansk politik.

– Men de offentliggjorte beskeder indeholder oplysninger om mulige krænkelser af ukrainsk lov og Wien-konventionen, der beskytter diplomaters rettigheder på et andet lands territorium.

Sådan lyder det i en meddelelse fra det ukrainske indenrigsministerium ifølge Politico.

Indenrigsministeriet understreger, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, er inviteret til at deltage i efterforskningen.

Det amerikanske udenrigsministerium har ikke ønsket at kommentere sagen, skriver New York Times.

/ritzau/