Putins foretrukne kandidat er godkendt som ny premierminister

Mikhail Misjustin er valgt som russisk premierminister, cirka et døgn efter at Dmitrij Medvedev forlod posten.

Det russiske parlament har torsdag godkendt den 53-årige Mikhail Misjustin som landets nye premierminister.

Det sker, cirka et døgn efter at Dmitrij Medvedev overraskende forlod posten onsdag. Umiddelbart efter Medvedevs afgang pegede præsident Vladimir Putin på Misjustin som sin foretrukne kandidat.

Misjustin er leder af Ruslands skattevæsen.

Den tidligere premierminister Medvedev bliver viceformand i Ruslands magtfulde sikkerhedsråd, som ledes af Putin. Det blev oplyst onsdag.

/ritzau/Reuters