Luftangreb udført af regimet dræber mindst 18 civile i Idlib

Et luftangreb udført af regimet mod den syriske by Idlib har onsdag dræbt mindst 18 civile.

Angrebet mod oppositionens sidste store bastion i Syrien sker, på trods af at der er indgået en våbenhvile i området.

I angrebet blev et grøntsagsmarked og flere værksteder i Idlib, der er hovedstad i den jihadist-kontrollerede provins af samme navn, ramt.

Det oplyser den britiskbaserede overvågningsgruppe Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) onsdag aften.

Tidligere onsdag oplyste Sohr, at ni civile var døde og mindst 20 sårede. Sohr advarede om, at dødstallet sandsynligvis ville stige, da mange var alvorligt sårede.

Ifølge overvågningsgruppen er to børn og en redningsarbejder blandt de dræbte.

/ritzau/AFP