Kraftværker sikres milliarder for tysk farvel til kul

Tyskland sigter efter - senest i 2038 - måske allerede i 2035 - at udfase alle landets kulkraftværker.

Den tyske regering og landets delstater er nået til enighed om en køreplan for Tysklands udfasning af kulkraftværker.

Det oplyser den tyske finansminister, Olaf Scholz, torsdag.

Aftalen indebærer, at en række energiselskaber i alt skal kompenseres med 4,35 milliarder euro de kommende år – det svarer til 32,5 milliarder kroner.

Tyskland har tidligere meddelt, at målet er at være fri for kulkraftværker i 2038. Det er dog muligt, at det allerede bliver i 2035.

Den nye tidsplan indebærer, at det i 2026 og 2029 vil blive undersøgt “om tidspunktet for lukningen af kraftværkerne kan skubbes tre år frem”.

Det siger forbundskansler Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, torsdag.

Udfasningen af kraftværker er et tysk skridt mod at blive et mere klimavenligt land. Det understreger Olaf Scholz torsdag.

– Tyskland tager store skridt på landets vej ud af tiden med fossile brændstoffer, siger finansministeren i Berlin.

/ritzau/AFP