Japan bekræfter første tilfælde af mystisk virus fra Kina

I Japan har myndighederne opdaget det første tilfælde af et nyt virus fra et udbrud i Kina.

Det oplyser den japanske regering torsdag.

En kinesisk statsborger, der bor i Kangawa-præfekturet nær Tokyo, er således blevet testet positiv for det mystiske corona-virus, efter at han havde rejst til den centrale by Wuhan i Kina tidligere i januar.

Det oplyser Japans sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Manden, der er i 30’erne, blev indlagt på et hospital fredag efter at være vendt tilbage til Japan den 6. januar. Han blev udskrevet onsdag efter at have modtaget behandling, oplyser ministeriet.

En person er død, og adskillige andre er blevet syge under et udbrud af det nye virus i Wuhan i Kina.

Det har vakt bekymring, eftersom virusudbruddet kommer forud for det kinesiske nytår i slutningen af januar.

Her rejser mange af Kinas 1,4 milliarder indbyggere på ferie til deres hjemby eller udlandet.

Den kinesiske regering forventer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at rejsende vil foretage 440 millioner togrejser og yderligere 79 millioner flyrejser i forbindelse med nytåret.

/ritzau/