Putins planer får Ruslands regering til at trække sig

Ruslands premierminister meddeler, at regeringen træder tilbage for at give plads til Vladimir Putins planer.

Den russiske regering træder tilbage.

Det oplyser den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, onsdag. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Udmeldingen kommer, kort efter at den russiske præsident, Vladimir Putin, har holdt sin årlige tale i parlamentet.

Her varslede Putin blandt andet ændringer i den russiske forfatning.

Medvedev forklarer på stats-tv side om side med Putin, at regeringen trækker sig for at give plads til Putins varslede planer.

Putin takker samtidig Medvedev, en tæt allieret, for hans arbejde. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Ifax har præsident Putin bedt regeringen om at varetage dens opgaver, indtil en ny regering er klar.

/ritzau/