PORTRÆT: Trump-fjende skal lede rigsretssag mod præsidenten

Adam Schiff har jævnligt været offer for USA’s præsident Donald Trumps angreb. Præsidenten har beskyldt ham for at lyve, kaldt ham “korrupt” og “lusket”.

Nu skal 59-årige Adam Schiff, der er demokrat og formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, stå i spidsen for en gruppe, der skal lede en historisk rigsretssag mod Donald Trump.

Adam Shiff har været medlem af Repræsentanternes Hus siden år 2000.

Han har i lang tid ikke været en politiker, som den brede amerikanske befolkning har kunnet sætte ansigt på.

Men sådan er det ikke længere, forklarer Anders Agner, der er chefredaktør på netmediet kongressen.com.

Adam Schiff har haft en central rolle i flere undersøgelser af præsidenten. Det har gjort ham til genstand for nogle af Trumps mange Twitter-angreb, vurderer Anders Agner.

– Adam Schiff har været en af dem, der har måttet lægge ryg til nogle af Trumps massive angreb. Det er gået hedt for sig, når Trump har tweetet om Adam Schiff, siger han.

Anders Agner nævner blandt andet et eksempel, hvor Trump på Twitter henviste til Schiff som “Adam Shit”:

– Trump har gjort, hvad han kunne for at undergrave Adam Schiffs troværdighed, siger chefredaktøren.

Adam Shiff har som formand for efterretningsudvalget været en af topprofilerne i flere undersøgelser af Donald Trump.

Det skete først i forbindelse med undersøgelsen af Ruslands formodede indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Og siden med Ukraine-sagen, hvor Trumps mulige forsøg på at presse Ukraines præsident til at grave smuds frem om en af Trumps politiske modstandere er blevet undersøgt.

Det er sidstnævnte sag, der nu har ført til, at Trump står over for en rigsretssag.

Derfor er det ifølge Anders Agner heller ikke overraskende, at man har valgt Adam Schiff til at lede rigsretssagen mod præsidenten.

– Han er en rutineret politiker. Et af de mest profilerede demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus.

– Han er ikke nogen nybegynder i en Washington-kontekst, og han ved, hvordan man spiller spillet, siger Anders Agner.

Gruppen, der skal fungere som en slags anklagere i rigsretssagen, består af i alt syv demokrater fra Repræsentanternes Hus.

/ritzau/