Iran: Europæiske soldater i Mellemøsten kan komme i fare

Irans præsident skruer op for retorikken, efter at store EU-lande tirsdag udtrykte bekymring over atomaftalen.

Europæiske soldater, der er udstationeret i Mellemøsten, kan potentielt komme i fare.

Det siger Irans præsident, Hassan Rouhani, onsdag under et tv-transmitteret ministermøde. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rouhanis udmelding kommer, efter at Frankrig, Storbritannien og Tyskland meddelte, at de er bekymrede over, at Iran ikke overholder atomaftalen.

De tre magtfulde EU-nationer udløste en særlig proces i aftalen fra 2015. Den baner potentielt vej for FN-sanktioner mod Iran.

USA trak sig fra atomaftalen i maj 2018, hvilket har ført til store spændinger mellem USA og Iran. Onsdagens udmelding fra Rouhani er første gang, at den iranske præsident også truer europæiske lande, skriver AP.

– I dag er de amerikanske soldater i fare, i morgen kan det være de europæiske soldater, der er i fare, siger Rouhani onsdag.

Han uddyber ikke videre, hvordan udmeldingen skal forstås.

Atomaftalen fra 2015 betød, at Iran skulle afvikle sit atomprogram. Til gengæld ville omfattende sanktioner mod landet blive løftet.

Iran har dog vist flere tegn på, at landet ikke overholder aftalen.

Senest meddelte iranerne 5. januar, at landet ikke længere vil respektere atomaftalens begrænsninger for, i hvor høj grad det kan berige uran.

Derfor udtrykte Frankrig, Storbritannien og Tyskland tirsdag bekymring.

– Vi gør det her i god tro med det mål at bevare atomaftalen og med et oprigtigt håb om at finde en vej fremad for at løse det her dødvande med konstruktiv og diplomatisk dialog, lød det fra de tre lande.

Forholdet mellem USA og Iran er spidset voldsomt til, efter at amerikanerne 3. januar dræbte den magtfulde iranske militærleder Qassem Soleimani.

Iran svarede igen ved at affyre adskillige missiler mod to luftbaser i Irak.

Heriblandt Al-Asad-luftbasen i det vestlige Irak. Her var der blandt andet udstationeret 133 danske soldater.

Cirka 100 af dem er efterfølgende blevet fløjet til Kuwait af sikkerhedshensyn. De resterende cirka 30 soldater bliver tilbage på Al-Asad-luftbasen, som de blandt andet har til opgave at bevogte.

/ritzau/