Fire er kvæstet efter brand på spansk kemikaliefabrik

Branden opstod angiveligt i forbindelse med et uheld med kemikalier på fabrikken, siger civilberedskab.

Fire personer er kvæstet efter en brand på en kemikaliefabrik i Tarragona-provinsen i Catalonien i det nordøstlige Spanien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, og det bekræftes af de spanske myndigheder på Twitter.

En af personerne er alvorligt såret, skriver Reuters med henvisning til de spanske medier El Mundo og La Vanguardia.

Ifølge Cataloniens civilberedskab opstod branden i forbindelse med en kemikalieulykke. Beredskabet råder alle personer i området til at holde sig indenfor med døre og vinduer lukket.

Der er dog ingen tegn på, at luften bærer på giftige kemikalier, tilføjer beredskabet ifølge Reuters.

/ritzau/