USA anser ikke længere Kina for at være valutamanipulator

To dage før handelsaftale skal skrives under, oplyser USA, at Kina ikke længere anses som valutamanipulator.

USA anser ikke længere Kina for at være en valutamanipulator.

Det fremgår af en halvårlig rapport fra det amerikanske finansministerium til Kongressen, skriver Reuters.

Kina tages af listen som manipulator, da landet har lovet at imødekomme USA på flere punkter, oplyses det.

Meddelelsen kommer, to dage før at de to lande ventes at underskrive en foreløbig handelsaftale i Washington.

Aftalen er kommet på plads efter omkring 18 måneders forhandlinger, hvor de to lande har lagt told eller øget allerede eksisterende toldsatser på hinandens varer.

I starten af august 2019 blev Kina officielt betegnet som valutamanipulator af USA – for første gang siden 1994.

Forinden havde USA’s præsident, Donald Trump, anklaget Kina for at manipulere med yuanen, da prisen på yuan var blevet svækket til mere end syv yuan for en dollar – for første gang siden finanskrisen i 2008.

– Kina droppede prisen på dets valuta til et næsten historisk lavt punkt. Det kaldes “valutamanipulation”, tweetede Trump dengang i august sidste år.

Når et land svækker sin valuta, giver det en fordel til eksportører, fordi deres varer bliver billigere og dermed mere konkurrencedygtige.

/ritzau/