Trump nægter Bloomberg-journalister adgang til møder

Bloomberg News vil ikke skrive kritisk om demokratiske kandidater og får derfor ikke adgang til Trump-møder.

Journalister fra Bloomberg News skal ikke håbe på presseakkreditering til Donald Trumps vælgermøder frem mod præsidentvalget i 2020.

Det meddeler præsidentens kampagneleder, Brad Parscale. Det skriver flere internationale medier, blandt andet The New York Times.

Ejeren af nyhedsbureauet er den tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg.

I slutningen af november annoncerede han officielt, at han vil være Demokraternes præsidentkandidat.

Samtidig oplyste Bloomberg News, at det ville stoppe den kritiske dækning af kandidater fra Demokraterne.

Men mediet vil fortsat dække Trump.

– Bloomberg News har erklæret, at det ikke vil undersøge dets chef eller hans demokratiske konkurrenter, hvoraf flere sidder i en vigtig offentlig position. Men det vil fortsætte med kritisk journalistik om præsident Trump, siger Brad Parscale i en meddelelse ifølge The Guardian.

– Siden de åbent har tilkendegivet deres partiskhed, vil Trump-kampagnen ikke længere give presseakkreditering til repræsentanter for Bloomberg News til vælgermøder eller andre kampagnebegivenheder.

I forhold til enkeltinterview og andre henvendelser vil Trump-kampagnen tage stilling fra sag til sag.

Bloomberg News har selv afvist at være partisk. Mediet mener, at man har dækket præsidenten på fair vis, skriver The Guardian.

/ritzau/