Bloomberg melder sig officielt ind i præsidentvalgkampen

77-årige Michael Bloomberg ejer finansmediet Bloomberg News. Nu vil han være Demokraternes præsidentkandidat.

Milliardær og tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg stiller officielt op i kampen om at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i USA i november 2020.

Ifølge det amerikanske medie CNN har Bloomberg meddelt sit kandidatur i den amerikanske delstat Alabama.

Det skyldes, at delstaten har deadline for kandidatopstillinger fredag den 8. november.

Primærvalgene, der skal afgøre, hvem der bliver Demokraternes kandidat, skal afholdes i hver enkelt stat i USA. Fire stater afholder valg i februar, men langt de fleste afholder primærvalg tirsdag den 3. marts. Denne dag har fået tilnavnet “Super Tuesday”.

/ritzau/