Bloomberg baner vejen for at stille op i præsidentvalgkamp

Den 77-årige mediemogul Michael Bloomberg indgiver skrifteligt sit præsidentkandidatur i delstaten Alabama.

Milliardær og tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg har banet vejen for at kunne stille op til at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i USA i november 2020.

Natten til lørdag dansk tid har Bloomberg skriftligt indgivet sit præsidentkandidatur i delstaten Alabama for at kunne deltage i primærvalget i delstaten. Det skriver det amerikanske medie CNN og nyhedsbureauet AFP.

Bloomberg har endnu ikke officielt meldt ud, at han stiller op som kandidat i alle delstater.

Alabamas deadline for kandidatopstillinger er fredag den 8. november. Derfor skulle Bloomberg indgive sit kandidatur inden da for at holde muligheden for at stille op til præsidentkapløbet åben.

Primærvalgene, der skal afgøre, hvem der bliver Demokraternes kandidat, skal afholdes i hver enkelt delstat i USA.

Fire delstater afholder valg i februar, men langt de fleste, herunder Alabama, afholder primærvalg tirsdag den 3. marts. Denne dag har fået tilnavnet “Super Tuesday”.

Ifølge Howard Wolfson, der er en af Bloombergs rådgivere, stiller den tidligere borgmester ikke op til de fire primærvalg i februar, såfremt han stiller officielt op.

– Vi er overbevist om, at vi kan vinde i staterne, der afholder valg fra “Super Tuesday” og frem, siger han til CNN.

– Men vores sene kandidatur betyder, at mange kandidater vil have et stort forspring, siger han.

Den 77-årige Bloomberg ejer finansmediet Bloomberg News.

/ritzau/