Libyen udleverer Manchester-bombemands lillebror

Lillebroren til gerningsmand bag bombeangreb i Manchester er på vej til Storbritannien onsdag.

Hashem Abedi, som er lillebror til gerningsmanden bag et bombeangreb i Manchester, bliver udleveret fra Libyen til Storbritannien.

Det oplyser Libyens antiterrorpoliti, Rada, ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag eftermiddag dansk tid.

– Jeg bekræfter, at Hashem (Abedi, red.) sidder i et fly på vej til Storbritannien, siger en talsmand fra Rada.

– Han er udleveret i overensstemmelse med en retlig afgørelse, siger talsmanden.

Briterne anmodede om at få Abedi udleveret i 2017, da politiet udstedte en arrestordre mod ham for drab, drabsforsøg og for at planlægge en eksplosion.

22 personer mistede livet og mange flere blev såret, da Hashem Abedis bror Salman Abedi ved en koncert med sangerinden Ariana Grande i maj 2017 detonerede en bombe. Salman Abedi omkom selv i angrebet.

Eksplosionen skete i foyeren i Manchester Arena 22. maj kort efter klokken 22.30, da folk var på vej hjem efter koncertens afslutning.

Abedi-brødrenes forældre har libysk baggrund, men Salman Abedi blev født i Manchester i 1994. Han besøgte flere gange Libyen, og sidste gang var få dage inden, han detonerede den hjemmelavede bombe.

Ifølge politite rejste Abedi fra Storbritannien til Libyen 15. april 2017 og vendte tilbage 18. maj – fire dage inden angrebet i Manchester Arena.

Siden har den britiske efterretningstjeneste MI5, pendanten til danske PET, fået kritik for, at den ikke holdt bedre øje med Salman Abedi.

Den unge brite var nemlig i myndighedernes søgelys i 2010 og 2014, og efterretningstjenesten fik tre tip fra offentligheden om, at Abedi havde ekstreme synspunkter, skriver BBC.

Britiske parlamentarikere konkluderede da også, at MI5 "reagerede for langsomt" i forhold til Abedi, efter en undersøgelse af tjenesten.

De libyske myndigheder skulle allerede i foråret have godkendt at udlevere Hashem Abedi, men de voldsomme kampe skulle være skyld i, at udleveringen har trukket ud.

/ritzau/