Arkivfoto: Berit Hvassum

Træningsstart med mange store udfordringer

Der er mange forholdsregler, der skal tages højde for, når det nu igen bliver tilladt at træne fodbold på de bornholmske fodboldbaner. Derfor tackler klubberne da også den opståede situation meget forskelligt. Det er trods alt to måneder siden, spillerne sidst har sparket til en bold, og inden de får set sig om, banker sommerferien på døren.

12-14 baner til rådighed 

I øens største klub, RIK, er man klar med det helt store set-up, når træningen på mandag genoptages for alle hold undtagen mastersholdet.

Banerne på Rønne Stadion Nord er blevet kridtet op, så RIK får adgang til 12-14 fem- eller syvmandsbaner. På hver bane må der opholde sig ti personer, ni spillere og en træner, og så er det op til den enkelte træner at sørge for rekvisitterne på den bane, han har ansvar for. På hver bane vil der være en spand med vand og sæbe, så boldene kan blive rengjort efter forskrifterne straks efter endt træning.

Klubhuset er aflåst, så spillerne skal møde omklædte til den aftalte træningstid. Når de ankommer til stadion, skal de vaske eller spritte hænder foran klubhuset, inden de i samlet flok følges med træneren ud på den bane, de er blevet anvist. Banerne er nummererede, og spillerne skal træne på den samme bane hver gang. Efter træningen skal der igen vaskes hænder i de opsatte spande foran klubhuset, hvorefter spillerne straks skal forlade stadion.

– Der bliver et respit på en halv time mellem hvert træningshold, så de første spillere kan nå at komme ud af stadion, inden de næste hold begynder at komme, fortæller fodboldformand Benny Pedersen. Han vil selv være til stede på banerne hver dag, og som hovedansvarlig er det ham, trænerne skal henvende sig til, hvis de kommer i tvivl om noget i forhold til corona-restriktionerne.

Det skal nok lykkes

– Det er lidt bøvlet, men det skal nok lykkes, selv om det jo ikke er ”rigtig” træning, vi kommer til at praktisere. Træningen vil blive lagt an på tekniske øvelser, men i lige så høj nogle sjove konkurrencer med bold, som det bliver op til trænerne selv at finde på. Det er også op til de enkelte holds trænere, om de vil træne én eller to gange om ugen, fortæller Benny Pedersen.

I Hasle er fodboldformand Jeppe Pedersen, der også er træner for klubbens seniorafdeling, ikke nær så langt fremme, som de er i RIK.

– Vi sætter gang i seniortræningen på tirsdag, hvor jeg lige skal prøve tingene af og høre spillernes mening om den nye måde at træne på. Først derefter vil vi indkalde ungdomstrænerne og sammen med dem lave en plan for, hvordan træningen skal forløbe resten af tiden op til sommerferien, fortæller Jeppe Pedersen.

– Vi har ikke noget hastværk. Forårsturneringen er jo afsluttet, så jeg forestiller mig ikke, at det er samtlige ungdomshold, der kommer i gang med at træne nu.

– Der er mange udfordringer – vi må ikke heade, vi må ikke tæmme bolden med brystet, og vi skal holde én meters afstand. Det er der jo ingen fodboldspillere, der kan overholde, mener Hasle- træneren.

Trænerens eget valg 

I Aakirkeby ruller fodbolden igen på mandag, men ifølge bestyrelsesmedlem Kasper Rasmussen bliver det op til trænerne i de enkelte afdelinger selv at beslutte, om de vil gå i gang med at træne på de vilkår, der nu er gældende, eller om de vil sende spillerne på tidlig sommerferie.

AaIF vil tage kontakt til trænerne i løbet af denne uge.

– Her vil vi have meget fokus på, om de har forstået de forholdsregler, der er forbundet med at træne nu. Ellers kommer de ikke på banen, understreger Kasper Rasmussen.

– Men det er jo heller ikke fodbold, vi kommer til at spille. Jeg har f.eks. talt med vores seniortræner, Mathias Andersen, og hans træning vil i første omgang blive meget socialt anlagt. Men også det stiller store krav.

– Det er under alle omstændigheder rigtigt svære vilkår, vi kommer til at arbejde under. Men nu går vi i gang med vores seniorspillere i næste uge, og så må resten af holdene følge efter, når trænerne føler sig klar. Vi skal jo gøre noget, for at vi kan holde på vores spillere. Ellers ved vi af erfaring, at de hurtigt kan flytte til andre klubber, siger Kasper Rasmussen.

Vi skal hjælpe hinanden

I Nexø bliver banerne kridtet op i dag, onsdag, hvorefter formand Kristian Johannesen forventer, at træningen kommer i gang i næste uge.

– Nu skal lige først danne os et overblik over de enkelte årganges størrelse, hvorefter vi påtænker at tildele én træningsdag til hver årgang. Nogle af de større årgange vil komme til at fylde så meget, så der ikke bliver plads til, at flere årgange kan træne samtidig. Derfor bliver vi nødt til at dele dem op, indtil det igen bliver muligt at være flere end ti spillere på banen.

NB-formanden udelukker dog ikke, at det for nogle årganges vedkommende kan blive muligt at træne mere end én gang om ugen, hvis trænerne kan få det til at passe med deres arbejde.

Nexø Boldklub har ikke planlagt møder for klubbens trænere og ledere, inden de igen trækker i træningstøjet.

– Vi orienterer hinanden løbende i vores egen messenger-gruppe eller via mail og telefon. Derudover kan vi kun appellere til, at vi hjælper hinanden. Der er ingen, der ikke er klar over situationens alvor, og at de derfor ikke bare kan gøre tingene på deres egen måde. Vi skal hjælpe hinanden og ikke forcere tingene igennem, siger Kristian Johannesen.