Mathias Jensen. Arkivfoto: Allan Rieck.

RIK-træner: Ikke meget at juble over

– Selv om det nu bliver muligt at træne rigtigt igen, så er der ikke meget at juble over, lyder RIK-træner Mathias Jensens kommentar til, at det med virkning fra i dag, mandag, igen bliver muligt at sende fodboldspillerne på græs. Der går dog lige et par dage, inden der igen vil blive spillet bold på Rønne Stadion Nord.

– Der er stadig en masse regler, der skal overholdes. Blandt andet skal stadion deles op i flere zoner, og hvordan det skal gøres, finder kommunen først ud af i løbet af mandagen. Tirsdag holder vi møde i klubben, og først derefter ved vi, hvordan træningen kommer til at foregå, oplyser Mathias Jensen.

Turneringsmæssigt bliver Superligaen og Kvindeligaen færdigspillet i foråret,

dog uden tilskuere, mens breddefodbolden formentlig kommer til at kigge langt efter resultaterne fra foråret 2020 i historiebøgerne.

– Jeg har svært ved at tro, at der vil blive spillet turneringskampe i foråret. DBU Jyllland har allerede meldt ud, at de har annulleret forårsturneringen, så mon ikke DBU København og DBU Bornholm følger efter og kommer med den samme besked i løbet af denne uge, siger Mathias Jensen.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, for det betyder, at vi bliver slettet både fra den nuværende tredjeplads i Københavnsserien og førstepladsen i Bornholmsserien. Vi ville gerne have sluttet i top 3 i Københavnsserien, tilføjer RIK-træneren, der ikke frygter, at den lange fodboldpause får konsekvenser for spilletruppen.

– Jeg er næsten sikker på, at de spillere, har havde sagt ja til at spille i foråret, også er klar til at spille for os efter sommerferien. Men det har været mentalt hårdt. De har holdt sig i gang i to måneder, nu skulle de endelig i kamp igen, og så kommer de ikke til at spille alligvel.