Allan Kuhn. Arkivfoto: Ole Mik.

Kuhn om nyt trænerjob: Jeg holder alle døre åbne

Siden sit første cheftrænerjob i det daværende FC Bornholm har karrieren bragt Allan Kuhn vidt omkring.

Rønneboen har i to omgange været assisterende træner i AaB, hvor han var med til at vinde Superliga-guld to gange. Han har også været assistent i Randers FC og cheftræner i FC Midtjylland, inden han som cheftræner i Malmö FF snuppede karrierens måske største skalp, da klubben med Kuhn ved roret blev svenske mestre i 2016.

Senest har Kuhn været cheftræner i Hobro. Det job forlod han i begyndelsen af ’19. Og om vi kommer til at se bornholmeren i endnu et trænerjob, afviser han ikke.

– Man ved jo aldrig, hvad der sker i fremtiden. Men lige nu er jeg rigtig glad for jobbet som fodboldkommentator, siger Allan Kuhn.

Siden nytår har han været ansat hos TV3, hvor han kommenterer kampe fra den danske Superligaen og den engelske Premier League, og Allan Kuhn afslører, at han har takket nej til et par trænertilbud, siden han blev ansat hos tv-stationen.

– Jeg er blevet kontaktet af et par klubber fra både ind- og udland, men det har ikke været så uimodståelig, at jeg synes, at det var mere interessant, end det jeg laver lige nu, siger Allan Kuhn.

Han understreger, at tv-jobbet også holder ham helt up to date med, hvad der sker i fodboldens verden.

– Jeg vil ikke udelukke det, at jeg bliver træner igen. Vi må se, hvad fremtiden bringer. Lige nu er jeg rigtig glad for det, jeg laver. Men man skal aldrig lukke nogle døre, sådan har jeg altid haft det, siger Allan Kuhn.