Foto: Jacob Jepsen

Tour de Sveasvej: Magnus Cort kører world tour-løb i Rønne

Da Magnus Cort 1. januar skiftede til det amerikanske storhold EF Education First, havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at løbskalenderen ville indeholde virtuelle cykelløb.

Men en Coronakrise kom på tværs, og i den seneste måned er de elektroniske cykelløb steget i graderne i takt med, at Den Internationale Cykelunion (UCI) blev tvunget til at suspendere de ægte landevejsløb.

Og nu kan den uoverskuelige ventetid slås ihjel ved at følge verdens bedste professionelle cykelryttere, når de konkurrerer mod hinanden i elektroniske udgaver af nogle af de store traditionelle løb.

Onsdag blev den digitale udgave af Schweiz Rundt skudt i gang. Digital Swiss 5 har deltagelse af 16 af de 19 World-Tour-mandskaber, og her i weekenden kommer Digital Swiss forbi Sveasvej i Rønne.

Det sker når EF Education First skifter Magnus Cort ind i etapeløbet.

– Min far har en hometrainer, som jeg låner til løbet. Det foregår med ægte videobilleder. Arrangørerne har på forhånd optaget video af ruten, og så bliver vi ryttere lagt virtuelt ind på signalet.

Det er første gang, at Cort deltager i et World Tour-løb fra Bornholm, hvor han har indlogeret sig hos forældrene i Rønne.

– Der er mere modstand i hometraineren, når det går opad på den elektroniske rute, så det er så realistisk, som det nok kan blive. Og det minder om rigtigt cykelløb, fortæller Magnus Cort til Bornholms Tidende.

Flyttet hjem til Bornholm

Den seneste tid har bornholmeren boet hos sine forældre i Rønne. Det gør han for at kunne træne cykelløb. Hjemme i Andorra, hvor Cort har sin bopæl og normalt får en masse kilometer i benene på de daglige træningsture i Pyrenæerne, er alle udendørs aktiviteter bandlyst her under coronakrisen.

Præcis som inde hos naboen Spanien, hvor der er udgangsforbud, og hvor kun de absolut mest nødvendige ærinder er tilladte.

– Det er dejligt at være tilbage på Bornholm. Jeg bruger det meste af tiden på at træne, og ellers tager jeg det med ro, siger Magnus Cort.

Cykelstjernen nøjes ikke kun med at træne på øens landeveje. Han har også fundet sin mountainbike frem.

– Det er fedt med de mange nye spor ude i Almindingen. Dér har jeg desværre været alt for lidt de seneste år.

Foto: Jacob Jepsen

Håber på DM

De virtuelle løb på hometraineren kan være med til at stille sulten, indtil det igen bliver alvor på den virkelige asfalt.

Senest er Tour de France, Corts helt store satsning i denne sæson, blevet flyttet. Nu er det planen at Touren skal begynde den 29. august, to måneder senere end oprindeligt planlagt. Det er Cort ikke helt tilfreds med.

– Det er selvfølgeligt ærgerligt at skulle vente to måneder mere, inden Touren starter, siger Magnus Cort.

I stedet for den store franske rundtur håber han på at stille op til DM i juni.

Da Den Internationale Cykelunion (UCI) i sidste uge præsenterede de reviderede sæsonplaner var det med plads til de nationale mesterskaber på landevej i weekenden 22.-23. August. Men den er Danmarks Cykle Union (DCU) ikke med på. DCU tror stadig på, at det vil være muligt at afvikle DM i Gi- ve i den oprindelige uge med kulmination i weekenden 20.21. juni. Det oplyser unionens direktør, Martin Elleberg Petersen.

– Vi håber stadig, at man igen må køre cykelløb i Danmark fra 1. juni. Så vi har valgt at holde fast i de oprindelige datoer, siger Martin Elleberg Petersen til TV2 Sport.

Selvom UCI har lavet plads til nationale mesterskaber i sin kalender, er det frit for de enkelte landes forbund, om de vil følge UCI. Og den danske unions direktør tror, at et DM allerede i juni vil tiltrække de største navne, fordi der på det tidspunkt stadig ikke vil blive kørt løb i eksempelvis Frankrig eller Italien.

Magnus Cort er et af topnavnene, og han regner med at være med i feltet, når der skal køres om det danske mesterskab i Give i Sydjylland.

– Hvis løbet bliver kørt på den planlagte dato, så kan det godt blive mit første rigtige cykelløb, efter at coronaen brød ud, afslører Magnus Cort.

Men allerførst gælder det her i weekenden Schweiz Rundt via Sveasvej i Rønne.

 

Fakta

Den virtuelle udgave af Schweiz Rundt, Digital Swiss 5, begyndte onsdag og slutter søndag.

EF Education First har fordelt de fem etaper mellem rytterne således, at Cort er blevet udvalgt til at køre weekendens etaper. I den schweiziske udfordring stiller hvert mandskab med tre mand, og eftersom der er ny besætning fra gang til gang, kæmpes der i en holdkonkurrence.

Etaperne i den virtuelle udgave af Schweiz Rundt er korte – mellem 26,6 og 46 kilometer.

Etapernes beskaffenhed er nøje indarbejdet i computerprogrammet, så både stigninger, nedkørsler, flade tempostrækninger og en stribe andre detaljer udsætter rytterne for et pres, som næsten kan sammenlignes med den ægte vare i den virkelige verden.

The Digital Swiss 5 er skabt i et samarbejde mellem folkene bag det rigtige cykelløb Tour de Suisse, og organisationen Velon, der er dannet af en række af de professionelle hold.

Den tjekkiske virksomhed Rouvy har skabt de virkelighedsnære digitale gengivelser af de fem etaper i den digitale schweiziske rundtur.

Otte danske ryttere deltager i Digital Swiss 5: Magnus Cort (EF Education First), verdensmester Mads Pedersen og Niklas Eg (Trek-Segafredo), Deceuninck- Quick Step holdkammeraterne Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, Christopher Juul-Jensen (Mitchelton- Scott), Jonas Vingegaard (Jumbo- Visma) og Rasmus Byriel Iversen (Lotto-Soudal).

Løbet tv-transmitteres direkte i en lange række lande kloden over.

Tour de Suisse skulle have været kørt fra 7.-14. juni.