Egne fotos

Anna: Familieforøgelse er langt større end OL

Hun er blevet 10 kilo tungere, men Anna Holm løber fortsat. Det har hun altid gjort, hun kan simpelthen ikke lade være.

– Det føles egentlig ikke så tungt, når man har vænnet sig til det. Og jeg nyder det. Men det går ikke så hurtigt længere, griner Anna Holm.

Bornholmeren og hendes svenske kæreste, Victor Velin Larsson, venter barn i begyndelsen af juni, og de kan næsten ikke vente.

En del af ventetiden har Anna Holm valgt at tilbringe på Bornholm, nu hvor coronakrisen har forvist hende til at arbejde hjemmefra. Holm vil også tilbringe sin barsel på den fædrene ø.

Sidste sommer drømte hun om OL i Tokyo til august. Efter sin olympiske debut i Rio de Janeiro for fire år siden, havde hun sat næsen op efter mere af samme slags. Sparta-løberen trænede målrettet mod Tokyo, men der var noget der ikke spillede, da hun ved Copenhagen Half Marathon i september var 51 sekunder fra EM-kravet. Hverken løbet eller de følgende træninger føltes helt som de burde.

– Jeg var utrolig træt, og det var som om, jeg ikke kunne restituere. Jeg blev bare mere og mere træt. Det stod på i noget tid. Indtil jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Det var en stor og dejlig overraskelse, og så gav det hele mening, husker 32-årige Anna Holm.

Har prøvet OL

OL kan på ingen måde måle sig med den kommende familieforøgelse.

– Det er meget større at skulle være mor, og jeg har heldigvis prøvet at være med til OL. At jeg ikke kommer med i Japan, er faktisk ikke noget, jeg tænker over. Det er slet ikke vigtigt for mig længere, fortæller Anna Holm.

Men bornholmeren har omvendt heller ikke afskrevet drømmen om endnu et OL. Hun har nu sigtekornet indstillet på Paris 2024. Og hun er langt i sine overvejelser om, hvordan hun kommer tilbage til topformen efter fødslen. Hun har blandt andet forhørt sig hos flere elitesportsfolk, som har fået børn.

– Jeg har en vildt dygtig løbeveninde i Irland, der lige har født sit tredje barn. Hun var også med ved OL i Rio. Hun har givet mig en masse gode råd til, hvordan jeg kommer tilbage. Så jeg har da allerede lavet lidt research. Det har jeg vel gjort de sidste par år, griner Anna Holm, der endnu længere har regnet det som en mulighed, at løbekarrieren en dag kunne blive sat på pause af en graviditet.

Holm har blandt andre rådført sig hos britten Jo Pavey, der var mor til to, da hun som knap 41-årig blev den ældste EM-guldvinder nogensinde. Jo Pavey var hurtigst af alle på 10.000 meteren i Zürich i 2014.

– Hun har fortalt mig, at hun fortsatte med at træne hårdt efter sin første fødsel. Men efter den anden satte hun træningsmængden ned, og alligevel kom hun faktisk stærkere tilbage. Så det råd vil jeg følge. Det handler ikke kun om at komme tilbage hurtigst muligt, for så presser man kroppen under og efter graviditeten. Tværtimod er det nu min krop har mulighed for at restituere, så den er klar, når jeg skal i gang efter graviditeten, fortæller Anna Holm.

Tilbage til Dyrehaven

Hun håber at være klar til at løbe om kap igen i nogle af efterårets løb i Bornholms Tidendes Grand Prix-serie, og ved Eremitageløbet den 4. oktober. Det løb har en helt særlig plads i den løbeglade families bevidsthed. Hun har selv vundet det, hendes mor vandt det tre gange og hendes afdøde far Henrik Jørgensen fire gange.

Blot tre uger efter Copenhagen Half Marathon 2019, og altså kort tid efter, at Anna Holm fandt ud af, at hun var gravid, var hun med til at hylde sin far, da hun skød de over 10.000 deltagere i Eremitageløbet 2019 i gang. Hun sætter en meget stor ære i at være ambassadør for Eremitageløbet, præcis som hun gør for at være ambassadør for Hjerteforeningen.

Henrik Jørgensen døde den 26. januar 2019, da han blev ramt af et hjertestop midt under sin daglige løbetur nær hjemmet i Sorthat-Muleby.

Mødtes på arbejdet 

Victor Velin Larsson og Anna Holm mødte hinanden på deres fælles arbejdsplads, rejsebureauet Albatros Travel, hvor Anna Holm arbejder med marketing.

Som stort set alle rejseselskaber er Albatros Travel hårdt ramt af coronakrisen. I sidste uge fyrede selskabet 30 ansatte, fordi salget af rejser er gået i stå.

– Det er uden tvivl en vanskelig tid. Der skal tages nogle beslutninger i forhold til, hvordan vi kommer igennem det her. Vi sælger ingen rejser for tiden, så det er en hård tid, fortæller Anna Holm.

Efter de seneste corona-stramninger fik parret besked på at arbejde hjemme, og det har de valgt at gøre i Sorthat-Muleby hos Annas mor, Mette Holm.

– Som gravid synes jeg, at det er trygt at være her, hvor vi bare kan gå en tur i skoven. Her er det nemmere at undgå for mange mennesker sammenlignet med at være i København, siger Anna Holm.

Hun har under graviditeten fastholdt sin daglige træning, som enten er løb eller svømning.

– Men i de her corona-tider har svømmehallen lukket. Jeg havde ellers lige besluttet, at jeg udelukkende ville træne der. Men nu går eller løber jeg i stedet hver dag. Det bliver selvfølgelig på en anden måde, end jeg er vant til. Jeg er blevet god til at mærke, hvor grænsen går, fortæller Anna Holm.

Hun kan sagtens bruge syv minutter per kilometer, når hun løber. Andre dage nøjes hun med at gå en lang tur nær Sorthat-Muleby sammen med sin kæreste eller mor.

– Min mor og jeg løber også nogle ture sammen, når det kan lade sig gøre. Vi løber måske tre minutter, så går vi to minutter, og sådan fortsætter vi. Det er en metode, som også er god for folk, som aldrig har løbet før. Det er en god måde at komme i gang, fortæller Anna Holm.

Hun skal formentlig være forberedt på, at turene bliver endnu hårdere de kommende måneder. Kvinder med en lav fedt procent, tager oftest mere på under graviditeten, og som maratonløber, må Anna Holm høre til under den kategori.

– Jeg har fået at vide, at jeg sagtens kan tage 15 kilo på. Det er meget normalt for en i min vægtklasse, fortæller Anna Holm.