Foto: Berit Hvassum
FOR ABONNENTER

Udsatte kampe kan blive et problem for NB og RIK

Øens to bedste fodboldhold RIK og NB Bornholm skulle oprindeligt begge have indledt forårssæsonen i denne weekend på hjemmebane, men der bliver ingen fodboldkampe på de bornholmske stadions.

Indtil videre er de to første spillerunder udsat på grund af coronavirus, efter at DBU har stoppet alle aktiviteter.  Regeringen har i den seneste tid taget en række generelle tiltag, der skal mindske smitte. Det betyder blandt andet, at alle indendørs sport- og fritidsfaciliteter lukker ned.

Med forbehold for flere aflysninger indleder RIK forårssæsonen i Kastrup den 4. april, mens NB Bornholm hjemme i Nexø tager imod Skjold samme dag. Trænerne fra de to klubber forudser, at de udsatte kampe kan blive et problem for de bornholmske klubber, som dermed risikerer flere midtuge-kampe senere på sæsonen.

– Vi kommer formentlig til at skulle spille flere kampe i løbet af en uge, og det kan jo give lidt problemer for bornholmske hold med den rejseaktivitet, som følger med, siger RIK-træner Mathias Jensen.

NB-træner Thomas Jørgensen er enig.

– Det er klart, at det godt kan give lidt problemer. Jeg kunne godt forestille mig, at det bliver svært at afvikle de udsatte kampe i påsken. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre turneringen. En mulighed kunne være at den bliver skubbet lidt. Hos DBU tænker de formentlig i en masse scenarier, mener Thomas Jørgensen.

De understreger begge, at de selvfølgelig har fuld forståelse for den svære situation.

– Vi er spændte på, hvad der kommer til at ske, men helbredet og sundheden er meget vigtigere end vores sport, tilføjer Thomas Jørgensen.

Det er ikke blot kampe, der ikke kan spilles for tiden. Det er samtidig slut med al træning for de bornholmske fodboldhold. Alle kommunale idrætsanlæg har været lukket siden i fredags, og Lars Albæk, formand for DBU Bredde, beder om at respektere beslutningen.

– Under normale omstændigheder ville vi være de første til at bifalde, at danskerne spiller så meget fodbold sammen som overhovedet muligt, men i denne situation er det helt anderledes. På baggrund af statsministerens seneste påbud og opfordringer på pressemødet tirsdag aften, vil vi på det kraftigste opfordre alle til at blive væk fra fodboldbanerne i denne tid, udtaler Lars Albæk.

En beslutning som fodboldklubberne på Bornholm respekterer. Derfor har spillerne fra RIK og NB Bornholm fået lektier for.

– Spillerne har fået en plan for, hvad jeg forventer, at de gennemføre. Øvelserne er selvfølgelig relateret til fodbold. Det vil sige både længere løb og intervalløb. Vores spillere kan jo heller ikke gå i fitnesscenter, så de må finde løbeskoene frem. Det bliver aldrig det samme, men det er den måde, vi kan holde os i gang, fortæller Thomas Jørgensen.

Mathias Jensen har givet sine spillere individuelle træningsprogrammer.

– Jeg laver nogle individuelle træningsprogrammer, som er tilpasset spillernes fysiske niveau. Vi har brugt hele januar og februar på at komme i rigtig god form, og så vil det være ærgerligt at smide det hele væk. Så spillerne får nogle hårde øvelser, som jeg forventer de laver. Vi vil forsøge at være selvdisciplineret, og så kan vi måske endda vinde nogle point i starten på det, mener Mathias Jensen.

– Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis det havde været mig selv som 20-årig, som fik beskeden om, at jeg skulle holde mig i gang. Så er jeg ret sikker på, at jeg formentlig ikke kom ud. Og hvis jeg kom afsted, havde jeg nok ikke presset mig hundrede procent. Når jeg tænker sådan om mig selv, tror jeg også, at størstedelen af min spillertrup har det sådan. Derfor følger jeg løbende med i resultaterne, tilføjer Mathias Jensen.