Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Vigtig sejr på Amager giver Viking afstand til nedrykningsstregen

Håndboldherrerne fra Viking Rønne bragte sig selv i en gunstig position forud for de sidste fire kampe i Kvalifikationsrækken, da det lørdag eftermiddag blev til en overraskende bornholmsk sejr på 24-23 over holdet på fjerdepladsen, Amager SK, i Sundbyøsterhallen.

Med lørdagens sejr forbedrede Viking Rønne sin position i det tætte felt af hold, der indtager pladserne lige over nedrykningspladserne, og der skulle være gode chancer for at avancere et par placeringer i slutspurten, hvor bornholmerne møder tre af de fire bundhold – VSH 2, Helsingør 3 og VHC/Vidar.

– Jeg har knapt nok fået armene ned endnu. Det var en dejlig og vigtig sejr, især fordi Virum (VSH, red.) fredag vandt over Herlev/Hjorten, lyder det fra træner Michael Mortensen.