DGI Bornholm har workshop i badminton ed Marie Røpke

‘Vi skal have skabt en ny trend, hvor det ikke kun handler om at sende børnene til fodbold’

Lidt mere end 50 unge badmintonspillere, fordelt på to hold, havde en dejlig eftermiddag, da de lørdag deltog i en workshop i Rønne Idrætshal.

Arrangementet var sat i scene af DGI Bornholm, og undervisningen var lagt i hænderne på den tidligere ungdomslandstræner Marie Røpke, selv tidligere elitespiller, og Granittøserne – de tre bornholmerpiger Julie Messerschmidt, Marie Falk og Stine Messerschmidt, der i dag spiller på divisionsholdene i Hillerød og Lyngby.

– Det hele foregik meget afslappet, og for spillerne håber jeg, at det var spændende at være sammen med tre bornholmske spillere, som selv har været igennem hele den bornholmske badmintonmølle, siger Lars Christiansen, formand for DGI Bornholm Badminton.

– Næste gang kommer Tine Baun (All England-vinder i 2013, red.). Hvem er det, vil mange af ungerne nok spørge, men forældrene ved i hvert fald, hvem hun er, og på den måde kan vi forhåbentlig få endnu flere skubbet ud i badmintonhallerne – i alle aldre, siger Lars Christiansen.

– Vi skal have skabt en ny trend, hvor det ikke kun handler om at sende børnene til fodbold. Vi skal i en ung alder have dem til at dyrke en bred vifte af sportsgrene, uden at det bliver alt for meget elite, så de stadig har noget at gå til, hvis de vælger fodbolden eller håndbolden fra, når de bliver 16 år, tilføjer han.

Workshop-arrangementerne, overnatningsstævner og flere klubstævner har været med til at holde på den nye generation af unge badmintonspillere på Bornholm, men det kan blive bedre endnu, hvis det står til Lars Christiansen.

– Vi ved, at der er klubber, der har op til 40 unge mennesker, der kommer til træning, men vi ser kun et par stykker af dem til vores stævner. Det skyldes især, at klubberne mangler de ledere, der skal til for at skubbe på og få sendt børnene sendt afsted. Det skal vi se, om vi kan få gjort noget ved.

 

Foto: Jens-Erik Larsen