En rørt kaptajn Atli Gregersen takkede i november af efter 59 landskampe for Færøerne. Hans karriere begyndte i Nexø Boldklub, og nu glæder han sig til igen at besøge Bornholm. Foto: Foto: Älvur Haraldsen
FOR ABONNENTER

Færingen fra Nexø der snuste til Ronaldo

Det blev blot til et par år i Nexø Boldklub i slut ‘90erne, inden Atli Gregersen tog på fodboldefterskole i Grenå. Alligevel har de ikke glemt den store færing på østkysten, som siden har spillet mod Europas største fodboldstjerner.

Da Sverige i november tog imod Færøerne på Friends Arena i Stockholm i årets sidste kvalifikationskamp, var svenskerne allerede sikret kvalifikation til sommerens EM-slutrunde, mens Færøerne for længst havde udstillet sin chance i det regnskab.

Og det til trods var kampen helt speciel for gæsternes anfører, en veteran der begyndte sin karriere i Nexø Boldklub.

Følelserne sad uden på den blå færøske landsholdstrøje for 37-årige Atli Gregersen, som efter 58 kampe for Færøerne stod over for karrierens sidste landskamp.

– Det var meget specielt. Da vi hørte den færøske nationalmelodi, blev jeg dybt rørt. Så spiller de den svenske. Det må være, fordi jeg har boet på Bornholm, at jeg kan “Du gamla du fria”. Det var som om, at ringen blev sluttet dér. Jeg begyndte at spille på Bornholm, og så sluttede det med landsholdet mod Sverige. Det var stort, fortæller Atli Gregersen.

Det er årene på Bornholm, der gør, at han forstår svensk. Faren Árni Gregersen var i mange år redaktionschef på TV 2/Bornholm.

Blot tre dage før Atli Gregersens landsholdsfarvel i Stockholm, mødte færingerne Norge på Ullevaal Stadion i Oslo. Selvom kampene mod de skandinaviske lande blev tabt med sammenlagt 7-0, vil Atli Gregersen aldrig glemme de to kampe.

– Det eneste jeg har drømt om, er at spille på landsholdet, så det var svært, da jeg kom hjem fra Norge og Sverige. Men verden går jo videre, selvom jeg endnu ikke har vænnet mig til tanken om, at jeg ikke skal spille flere landskampe, fortæller Atli Gregersen.

Både op til og efter kampene har Gregersens farvel fyldt meget i de færøske medier. Og altså også i hovedpersonens eget hoved, hvor gamle minder står i kø.

– Jo ældre jeg bliver, jo flere minder dukker der op. Jeg tænker jævnligt på spillere, jeg har spillet med og mod. Også helt tilbage fra tiden i Nexø. Minder fra dengang dukker jævnligt op. Det har jeg aldrig oplevet tidligere, men nu vælter minderne pludseligt frem, fortæller Atli Gregersen.

Kan ikke nå mere

Men den 194 centimeter høje færing er trods alt ikke helt færdig med fodbolden. Atli Gregersen tager et år mere i Víkingur Gøta, inden han stopper for alvor.

– De siger, at man ikke må stoppe med det hele på en gang. Så jeg nøjes med at trappe ned. Men jeg kan ikke nå mere. Jeg har været anfører på landsholdet, som jeg har sat rekorder med. Jeg er blevet færøsk mester et par gange, og jeg har været professionel. Med mit begrænsede talent kan jeg ikke nå mere, siger Atli Gregersen.

Skæbnens ironi

Ireren Brian Kerr var landstræner for Færøerne tilbage i 2009, da Gregersen fik sin debut. Siden tog Lars Olsen over som landstræner i november ‘11. Det blev lidt af et deja vu for færingen.

Olsen og Atli Gregersen havde en fælles tid i Randers FC. Den dengang 20-årige færing fik en klar besked fra træner Lars Olsen. Gregersen skulle vide, at der stod to mand foran ham til pladserne i kronjydernes midterforsvar.

Udmeldingen fik Gregersen til at bakke. Selvom han havde tre år tilbage af sin kontrakt, valgte Atli Gregersen at få den ophævet. I stedet skiftede han til Lyngby i 2. division.

Så det var skæbnens ironi, da Lars Olsen nogle år senere dukkede op på Færøerne som ny landstræner.

– Jeg var langt fra tilfreds med ham dengang i Randers. Så det var da lidt sjovt, at vi mødtes igen på Færøerne, griner Atli Gregersen.

Nøjagtig som i Randers så Lars Olsen i første omgang ikke Atli Gregersens vej, og han fik en ufrivillig pause på landsholdet. Siden fandt de to ud af det sammen. I 2016 gav Lars Olsen endda den tidligere Nexø-spiller anførerbindet, og sammen har de leveret de største resultater i færøsk fodbold.

– Vi har fået et super godt forhold til hinanden. Jeg var formentlig heller ikke helt klar til at spille i Randers dengang, vi mødtes første gang. Siden har Lars Olsen skabt de største resultater på Færøerne nogensinde, det er der ingen tvivl om, siger Atli Gregersen.

Mange højdepunkter

Efter 10 år på landsholdet har Atli Gregersen svært ved at vælge de største højdepunkter, for der har været mange. Hvis han skal vælge, peger han på sejrene mod Grækenland i EM-kvalifikationen i 2014.

Dengang skabte den lille ønation sensation, da det lykkedes at slå de tidligere europamestre i Athen med 1-0. Syv måneder senere gentog Atli Gregersen og landsholdet bedriften med 2-1 sejren hjemme i Torshavn.

– De to sejre var nærmest sensationelle. Grækerne var topseedet i vores pulje, og vi vandt først helt fortjent 1-0 ude. Vi spillede virkelig god fodbold, og det glemmer jeg aldrig, siger Atli Gregersen.

Da grækerne syv seks måneder senere skulle spille returkamp på Færøerne, var forventningen, at de ville tage revanche. Men igen overraskede Atli Gregersen og holdkammeraterne fodboldverdenen.

– De var advaret fra vores første møde, men alligevel vinder vi igen. Der skabte en vild fodboldeufori på Færøerne, mindes Atli Gregersen.

– De sidste 20 minutter kunne vi nærmest ikke gå, fordi vi var så trætte. Men stemningen på stadion var fantastisk, og tilskuerne bar os frem. 10 procent af den færøske befolkning var til stede, og resten så kampen i fjernsynet. Det var en fantastisk oplevelse, husker han.

Efter kampen udtalte Lars Olsen, at stemningen på Færøerne mindede ham om, da Danmark vandt EM i 1992.

– Det er helt vildt, at det har kunne lade sig gøre for et land på vores størrelse. Vi har jo ingen stjerner. Så det har bare været på hårdt arbejde, og så lever vi på den her økultur. Det er os mod dem, siger Atli Gregersen.

Euforien fortsatte i den følgende VM-kvalifikation. Og da den sluttede i 2017, havde det lille land skrevet historie med sin bedste kvalifikationsturnering nogensinde. Den kastede ni point af sig.

Atli Gregersen har ofte været overvældet af omgivelserne, på de stadioner han har optrådt på i Europa. Der har flere gange været lige så mange tilskuere på tribunerne, som der er indbyggere hjemme på Færøerne.

– Det er sådan noget, man end ikke kan drømme om, når man kommer fra en lille ø. Det ville vel være det samme for en bornholmer. Vi øboere oplever normalt ikke sådanne kulisser. Så det har været overvældende, fortæller Atli Gregersen.

Har mødt Henry, Zlatan og Ronaldo

Atli Gregersen føler sig også som Fætter Højben, når han tænker tilbage på de verdensstjerner, han har spillet overfor i sine 10 år på landsholdet. Det er en ren stjerneparade anført af navne som Thierry Henry, Zlatan Ibrahimovic og Cristiano Ronaldo.

– Jeg ser jo også Champions League i fjernsynet, og lige pludselig står jeg og giver hånd til Ronaldo, som på det tidspunkt er verdens bedste fodboldspiller. Hele verden ved, hvem han er, mens jeg er en ganske almindelig stor kleppert fra Færøerne. Jeg havde lyst til at sige, at det var godt at se ham igen, for jeg følte jo, at jeg kendte ham, inden det gik op for mig, at det gjorde jeg jo ikke. Sådan nogle oplevelser har jeg haft mange gange, siger Atli Gregersen, der stadig kan huske en spøjs detalje ved den portugisiske verdensstjerne.

– Han duftede helt fantastisk, griner den store færing.

Tid til at takke af

De sidste to år har Færøernes resultater flugter med landets lidenhed. Ifølge Gregersen har landsholdet lidt under, at flere spillere har haft et formdyk.

– Det er ved at være tid til et generationsskifte, og derfor stopper jeg også nu. Jeg ville egentlig gerne fortsætte, men man skal jo huske at stoppe, mens legen er god, siger Atli Gregersen, der også leverede historisk gode resultater med klubholdet Víkingur Gøta i 2014. Da nåede holdet som det første færøske tredje runde i Europa League.

– Vi flyttede overliggeren for færøsk klubfodbold. Siden har vi gennemført et generationsskifte, som jeg sikkert burde have været en del af. Men jeg kan ikke finde ud af at stoppe, fordi jeg elsker spillet, fortæller Atli Gregersen.

Fodbold er indgangsvinklen

Når han ikke spiller fodbold arbejder Gregersen som virksomhedskonsulent for Færøernes arbejdsformidling.

– Hvis du bliver arbejdsløs på Færøerne, så er det mig, du render ind i, siger Atli Gregersen.

I det job er fodbolden ofte en fin indgangsvinkel. Næsten alle færinger holder med et hold i England og i Danmark, og så har de deres lokale hold. Det får gang i snakken, når Atli hjælper folk til at få et arbejde.

– Derfor er jeg også lidt spændt på, hvordan det bliver, når jeg stopper med fodbolden. For jeg mister jo min identitet som fodboldspiller, nærmest det eneste jeg kender til, siger han.

Inspireret af brødrene Holmgaard

Helt galt går det nok ikke, for fodbolden bliver formentlig boende i Atli Gregersen. Han er i gang med at uddanne sig til træner, og når han i overskuelig fremtid står med en A-licens, kan han træne på højeste niveau. Den begynder han på næste år.

I Nexø boede familien Gregersen ved siden af familien Holmgaard. Siden dengang har Atli Gregersen haft en smule kontakt med brødrene Flemming og Lasse Holmgaard, som i mange sæsoner trænede førsteholdet i Nexø Boldklub. Atli tror, at det er de to brødre, der har inspireret ham til at tage trænervejen.

Færingen har gennem årerne fulgt NB Bornholm, og han var imponeret, da det lykkedes Holmgaard at føre NB op i 2. division. Og han glæder sig til at følge Lasse Holmgaards seneste satsning på at få et hold i Kvindeligaen.

Vender snart tilbage til Bornholm

Bornholms cirka 40.000 sjæle er trods alt kun 10.000 færre end de der befolker de 18 øer i den nordlige del af Atlanterhavet. Alligevel kan Bornholmsk fodbold slet ikke sammenlignes med færøsk, siger Atli Gregersen.

– Der er kæmpe forskel. Vores bedste klubber spiller europæisk fodbold, og det genererer en helt masse penge, og vi har et landshold at spille for. Så det kan slet ikke sammenlignes. Men på ungdomsplan burde der ikke være så stor forskel, siger Atli Gregersen.

Det vil han gerne fortælle mere om, når han snart vender tilbage til Bornholm.

– Mine forældre har et sommerhus ved Nexø. De er der hvert år, og min kone og to børn har også besøgt Bornholm jævnligt. Men det har aldrig helt passet for mit vedkommende, fordi jeg har spillet fodbold, fortæller Atli Gregersen.

Men det får han snart mulighed for at lave om på.

– Jeg skal til at besøge Bornholm, nu hvor jeg får tid til det. Når mine forældre er på Bornholm, kommer de altid tilbage og fortæller, at de har hilst på nogle af mine gamle kammerater. Men jeg har ikke været god til at holde kontakten, og det vil jeg forsøge at ændre på nu. Jeg elsker Bornholm. Om sommeren er det jo det bedste sted i hele verden.