Foto: Seyit Gülcan

Bornholm-bosnieren foran vild lillejuleaften

Det er ti år siden, at Amir Hadžiahmetović flyttede fra Nexø, hvor han er født og opvokset.

Det var også her, at han begyndte at spille fodbold, inden familien rejste hjem til Bosnien igen.

I dag er han professionel fodboldspiller i den tyrkiske klub Konyaspor og på hold med den tidligere AGF’er Jens Jønsson.

Det kan være svært at høre på 22-årige Hadžiahmetović, at han er opvokset på Bornholms østkyst. Nogle gange må han opgive at finde de rette ord og sige dem på engelsk i stedet.

Men siden Jønsson skiftede til Konyaspor, er de to begyndt at snakke sammen.

– Vi snakker dansk sammen hver dag, så det hjælper mig. Før Jens kom til klubben, snakkede jeg ikke dansk, og jeg tror, at jeg glemte sproget lidt, fortæller Hadžiahmetović.

Familien kom til Danmark som krigsflygtninge, og det er Amir fortsat dybt taknemmelig for. Bornholm er stadig en stor del af ham, – Jeg var meget glad for at vokse op på øen, og jeg har kun positive minder. Jeg har også stadig familie og venner på Bornholm, og jeg håber snart, at jeg besøge øen igen, fortæller Amir Hadžiahmetović.

Det er flere år siden, at han sidst har været på Bornholm. Det er svært at få tid til det, når han bor i Tyrkiet, mens han i ferierne mest besøger familien i Bosnien. Men på Balkanhalvøen bliver Hadžiahmetović ofte mindet om, at han er en smule anderledes.

– Mange siger, at jeg ikke minder om en bosnier forstået på den måde, at jeg er meget rolig. Jeg har ikke samme temperament, som mange har det i Bosnien. Jeg tager tingene stille og roligt, og det tror jeg, at jeg har fået med fra Bornholm, mener Amir Hadžiahmetović.

Han kalder ofte sig selv for Bornholm-Bosnier, når han skal fortælle, hvor han kommer fra.

– Jeg fortæller altid folk, at Bornholm er en stor del af mig, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Nexø igen. Det har jeg haft lyst til længe, siger Amir Hadžiahmetović.

Hektisk juleprogram

Det bliver ikke til jul, at Amir Hadžiahmetović vender ” hjem” til Bornholm. I stedet byder julen på et hektisk program i den tyrkiske Süper Lig, hvor Konyaspor lillejuleaften tager imod topholdet Trabzonspor hjemme på Torku Arena med plads til knap 40.000 tilskuere.

Allerede den 29. december venter et nyt stort opgør, når Hadžiahmetović, Jønsson og de øvrige spillere fra Konyaspor rejser til feriebyen Alanya, hvor holdet møder Alanyaspor.

I begge opgør er der vigtige point på spil for Konyaspor, som i denne sæson ikke helt har kunne leve op til forventningerne, efter at klubben i 2016 kom på tredjepladsen i Süper Lig og året efter vandt den pokalfinalen med både Jens Jønsson og Amir Hadžiahmetović på holdet. Det var klubbens første trofæ.

Målsætningen før denne sæson lød derfor på, at Konyaspor skal i top-5 og dermed kvalificere sig til europæisk fodbold.

Men helt aktuelt ligger klubben nummer 15, blot et point over nedrykningsstregen.

En væsentlig forklaring på, at resultaterne har svigtet i denne sæson er, ifølge Amir Hadžiahmetović, at holdet har været hårdt ramt af skader. Han er selv en af dem, som har været ude længe.

– Da jeg kom til Tyrkiet blev jeg hurtig fast mand på holdet. Jeg spillede alle kampe, men så blev jeg skadet, og jeg sad faktisk ude i halvandet år, hvor jeg ikke har spillet ret meget. Jeg er først for alvor på vej tilbage i form nu, siger Amir Hadžiahmetović.

Drømmer om England og Spanien

Skaderne har også betydet, at Amir Hadžiahmetović må sætte sine egne ambitioner lidt i bero.

– Selvfølgelig drømmer jeg om at komme til en af de største ligaer. Men mine mange skader det seneste halvandet år har fået mig til at tvivle en smule på, at jeg når dertil. Det er jeg meget ked af, men det noget, som jeg ikke selv er herre over, siger Hadžiahmetović.

Da han kom til Tyrkiet som 18-årig var forventningerne store til den tidligere Nexø-spiller. Men skaderne har gjort, at Amir først og fremmest fokuserer på at komme tilbage på topniveau, og så må tiden vise, hvor langt det rækker.

– Men selvfølgelig drømmer jeg om at spille i England og Spanien. Det tror jeg alle fodboldspillere gør, siger Amir Hadžiahmetović.

Han tror stadig, at det er realistisk. Men det kræver, at han holder sig skadesfri i en længere periode, og at han får en fast plads på holdet i Konyaspor.

I november var Bornholm-Bosnieren for første gang tilbage i startopstillingen, hvor både han og Jens Jønsson begge spillede hele kampen på midtbanen. Og selvom Konyaspor tabte opgøret 2-0 til Sivasspor, så var Hadžiahmetović glad for at være tilbage.

– Jeg synes, jeg gjorde det godt, selvom vi tabte kampen. Men det var rart at være tilbage.

Nu handler det om, at vi begynder at vinde kampe igen. Jeg håber stadig, det det kan lade sig gøre at slutte blandt de seks-syv øverste, siger Amir Hadžiahmetović.

Håber på landsholdsdebut Amir Hadžiahmetović er noteret for 41 Ulands kampe, og han håber, at fremtiden byder på nogle flere kampe i blåt og gult.

– Jeg har to par holdkammerater i Konyaspor, som er bosniere, og de spiller for landsholdet. Jeg har endnu ikke fået min debut, men jeg tror, at det skyldes skader. Nu skal jeg tilbage i topform, og så håber jeg, at jeg bliver udtaget til næste år, siger Amir Hadžiahmetović.

Han fejrer ikke jul, og derfor risikerer han heller ikke, at julemaden sætter en stopper for hans forhåbninger om at komme tilbage i topform. Det travle kampprogram i julen passer ham derfor fint. Men selvom han ikke fejre højtiden, så tænker han tilbage på årstiden med glæde fra sin barndom i Nexø.

– Jeg kan huske, at vi hørte julemusik på Bornholm. Det synes vi var hyggeligt, og det var en tid, vi godt kunne lide, selvom vi ikke selv fejrede julen.

Jeg fortæller altid folk, at Bornholm er en stor del af mig, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Nexø igen. Det har jeg haft lyst til længe.