Arkivfoto: Ole Mik
FOR ABONNENTER

Holmgaard sigter mod Kvindeligaen

Ambitionerne er tårnhøje, når Lasse Holmgaard lørdag indkalder øens fodboldkvinder til træning på kunstgræsbanen i Rønne. Den mangeårige træner for NB Bornholm drømmer stort. Og hvis drømmen går i opfyldelse, har Bornholm et hold i Kvindeligaen i 2027.

Da Holmgaard i maj blev sat fra bestillingen som træner i Boldklubben Frem, begyndte han for alvor at spekulere på, hvordan bornholmsk fodbold kommer tilbage på landkortet. Svaret er altså en plads i kvindernes bedste fodboldliga.

– Den overordnede målsætning er at komme i Kvindeligaen i 2027. Men i første omgang handler det om at skabe en ramme, som vi kan bygge på de kommende år, sådan at ambitionen bliver realistisk på langt sigt. Det er det, jeg drømmer om, siger Lasse Holmgaard.

Det kan lade sig gøre

Han understreger, at det er en lang meget proces, der nu skal til at begynde. Men han er overbevist om, at det kan lade sig gøre.

– Det er klart, at det kommer til at kræve stor opbakning fra erhvervslivet her på øen, for at drømmen kan realiseres. Derfor vil jeg forsøge at oprette en styregruppe, som vil være med på det her projekt, og derudover håber jeg på støtte fra DBU, siger Lasse Holmgaard.

38-årige Holmgaard har længe fulgt den positive udvikling, kvindefodbold befinder sig i på globalt plan, hvor flere klubber satser stort. Med projektet ønsker han at bidrage til at udvikle pige- og kvindefodbolden på Bornholm, hvor flere og flere piger er begyndt at spille fodbold.

Håber på opbakning

Da DBU Bornholm senest opgjorde medlemstallene tilbage i april, kunne man konstatere en fremgang for piger mellem 0-12 år på hele 30 procent i det foregående år. Af øens 2100 registrerede fodboldspillere er 25 procent nu piger.

– Der er ingen tvivl om, at vi har fået nogle rigtig talentfulde piger her på øen, og derfor er jeg sikker på, at potentialet er der, siger Lasse Holmgaard.

Han har været i dialog med både DBU Bornholm og DBU København, og begge unioner er positive overfor projektet.

– Nu skal vi bygge det op helt fra bunden. Jeg håber på stor opbakning, så vi kan lave et center, der bidrager til dansk fodbold. Det skal ikke bare være et lokalt projekt. Vi skal ud over rampen, og så skal vi stå sammen om det her, som i fremtiden kan være med til at brande Bornholm. Det drømmer jeg om, fortæller Lasse Holmgaard.

Han vil benytte sig af de erfaringer, han gjorde sig i Nexø Boldklub, som han som træner førte op i 2. division. I første omgang er han bare spændt på, hvor mange der møder op til træningen på lørdag.

– Jeg ved ikke, hvor mange der dukker op. Vi er ude i god tid, for der er trods alt mange måneder til, at Københavnsserien begynder. Men når vi allerede samles på lørdag, handler det om at se, om opbakningen er der, siger Lasse Holmgaard.